Snus kan give skader i munden

Snus er blevet mere udbredt i Danmark de senere år - især blandt gymnasieelever. Snus kan give skader i munden og misfarvninger på tænderne.

Hvad er snus?

Snus består af tobak tilsat vand, salte, smagsstoffer samt fugt- og pH-regulerende stoffer. Snus indeholder også kræftfremkaldende stoffer samt nikotin, som er stærkt afhængighedsskabende.

Det er ikke ulovligt at bruge snus, men siden den 1. januar 2016 har det været forbudt at sælge snus i Danmark.

Snus kan skade tænder og mund

Snus kan få tandkødet til at trække sig tilbage, så mere af dine tænder bliver synlige. Tandkød, der først har trukket sig tilbage, så tænderne er blevet længere, kommer ikke tilbage, selvom man stopper med at bruge snus.

Snus irriterer mundslimhinden, der som beskyttelse danner en slags hård hud i form af hvidlige, rynkede plamager, der hvor snusen lægges. Disse slimhindeforandringer forsvinder, når man holder op med at bruge snus.

Snus kan misfarve tænderne og farve dit spyt brunt.

Mange tandlæger ser snusskader

Tandlægeforeningens undersøgelse fra 2022 blandt over 900 tandlæger viser:

  • Lidt over halvdelen af tandlægerne har i løbet af de seneste tre år fået flere patienter med skader i mundhulen på grund af snus eller røgfri nikotin.
  • Stigningen i patienter, der bruger snuslignende produkter, ses primært hos de 19-29-årige, men en tredjedel af tandlægerne oplever også en stigning hos børn og unge op til 18 år.
  • De typiske skader, som tandlægerne ser, er slimhindeforandringer og tandkød, der trækker sig tilbage. Nogle oplever også, at patienterne får misfarvninger på tænderne.

Kilder: Kræftens Bekæmpelse, Sundhedsstyrelsen, Tandlægeforeningen og Statens Institut for Folkesundhed. 

Har du brug for hjælp til at stoppe med snus?

Ring til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31.

Vil du hjælpe unge med at stoppe?

www.myteromsnus.dk kan du downloade materiale om snus (plakat, brochure og samtalekort) målrettet unge. Det er gratis.   

Download materiale her