Tandlægeforeningen ansætter ny forhandlingschef

Tandlægeforeningen har pr. 1. september 2020 ansat Sofie Plesner som professionel forhandler og chef for afdelingen for rådgivning af klinikejere.
17. juli 2020

Sofie Plesner er uddannet advokat og kommer senest fra en stilling som teamchef i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (den tidligere Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet). Sofie har desuden været forhandlingschef i Codan Forsikring og advokat hos Kammeradvokaten.
 
Sofie har forhandlet flere store komplicerede overenskomster hjem i tidens løb, og hun har siden sin studietid arbejdet kontinuerligt for arbejdsgiversiden med forhandling og rådgivning.
 
Tandlægeforeningen ser frem til, at Sofies viden og engagement bliver brugt til at forbedre klinikejernes vilkår og sikre privat praksis’ fremtid på både ”særlovsområdet” og i ansættelsesoverenskomsterne.
 
Sofie vil bistå Klinikejerudvalgets fagpolitiske arbejde og vil samtidig arbejde for at fastholde og udvikle medlemstilfredsheden med de services, Tandlægeforeningen tilbyder privatpraktiserende tandlæger.
 
Sofie er 42 år og bor i Virum.

 

For nærmere information, kontakt:
Joakim Lilholt, direktør i Tandlægeforeningen, tlf. 33 48 77 01, joli@tdl.dk