Der er akut behov for ny hjælpepakke til tandlægerne

Tandlægerne skal have del i regeringens nye hjælpepakker, hvis vi fortsat skal være sikre på, at der findes tandklinikker bredt fordelt i hele Danmark. Det skriver Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist i et debatindlæg på Altinget.dk.
20. maj 2020

Folketinget forhandler om nye hjælpepakker til brancher, som coronarestriktioner presser økonomisk. Tandlægerne skal have del i nye hjælpepakker. Det skriver Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist i et debatindlæg på Altinget.dk.

Læs debatindlægget her: 

Tandklinikkerne er underlagt en lang række nye hygiejneregler som følge af corona.

Det betyder, at klinikkerne kan behandle væsentligt færre patienter og har en række ekstra omkostninger. Det går hårdt ud over klinikkernes økonomi, og flere tandlæger er allerede gået konkurs.

Det er naturligvis hårdt for den enkelte tandlæge. Men tandlægerne er også en vigtig del af det samlede sundhedssystem, så konkurser kan få langtrækkende, samfundsmæssige konsekvenser.

Tandklinikkerne har været åbne under hele coronakrisen for at vise samfundssind og sikre den nødvendige behandling til patienterne. I de første uger behandlede vi kun kritiske patienter med akut behov, og det kostede klinikkerne dyrt at opretholde dette nødberedskab.

Omsætningen på klinikkerne faldt med op til 90 procent, og selvom tandlægerne forsøgte at begrænse omkostningerne blandt andet ved at sende medarbejdere hjem og indgå aftaler om lønnedgang, kostede det dyrt på bundlinjen.

Tandlægerne har fået støtte i den første hjælpepakke, men det kompenserer kun for en del af tabet. Derfor frygter en del af tandklinikkerne at gå konkurs som følge af coronakrisen, viser en undersøgelse fra SMVdanmark.

Regler forhindrer behandling af mange patienter
Nu har tandklinikkerne gradvist lukket op for alle patienter. Men klinikkerne kører stadig langt fra som før coronakrisen.

De mange nye restriktioner betyder, at klinikkerne ikke kan behandle så mange patienter som før. Reglerne om hygiejne og værnemidler og ændrede arbejdsgange betyder, at mange behandlinger tager væsentligt længere tid.

Der skal for eksempel indlægges pauser imellem patienterne, og der må ikke være så mange patienter på klinikken ad gangen. Der skal udluftes, og klinikrum skal gøres ekstra rent imellem patienterne.

Personalet skal desuden bruge en række nye værnemidler. Der er rift om værnemidlerne, og nogle af priserne er steget med over 500 procent.

Nye tal fra Tandlægeforeningen viser, at mange tandlæger forventer et fald i omsætningen i 2020 på omkring 50 procent, og samtidig stiger omkostningerne kraftigt.

Det kan klinikkernes økonomi ikke blive ved med at holde til, og derfor bør tandlægerne have del i regeringens nye hjælpepakker. Coronakrisen vil belaste tandlægerne i en længere periode, så der vil være behov for hjælp i resten af 2020 og måske helt ind i 2021.

Krisen må ikke gå ud over patienterne
Coronakrisen ser ud til at blive langvarig, og dermed bliver tandlægernes økonomiske problemer også større.

Men det bør ikke gå ud over patienterne. Det er urimeligt, hvis patienterne skal betale meget mere for tandplejen på grund af corona. Egenbetalingen er i forvejen alt for høj – den ligger på cirka 80 procent. Stigende priser vil ramme de mest udsatte hårdest, og det vil skabe mere ulighed i sundhed i Danmark.

Tandlægeforeningen har en række forslag til hjælpepakker til tandlægerne. Vi foreslår, at det offentlige dækker omsætningstabet og merudgifter til indkøb af ekstra værnemidler som følge af de nye coronaretningslinjer.

Alternativt kunne man yde et ekstra tilskud til patientbehandling under coronakrisen for at undgå en ellers nødvendig stigning i egenbetalingen.

Generelt bør man også overveje at fritage hele sundhedssektoren for lønsumsafgift og suspendere afgifter og gebyrer for tilsyn i resten af 2020.

Støt tandsundhed i verdensklasse
Lige nu er tandlægerne økonomisk pressede, og mange frygter konkurs.

Flere konkurser på tandklinikkerne vil betyde, at danskerne får langt til tandlægen og skal vente længere på at få en tid. I forvejen er der tandlægemangel uden for de store byer, og mange klinikker kan ikke tage nye patienter.

Det vil gå udover tandsundheden og medføre et dårligere tandplejesystem. I dag har vi en tandsundhed i verdensklasse i Danmark. Den er bygget op igennem en lang årrække og bygger på regelmæssig kontrol og behandling. De regelmæssige eftersyn er afgørende, fordi vi forebygger og opdager mere alvorlig sygdom i tænderne og i resten af kroppen.

Der er desuden en klart dokumenteret sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen, og en række alvorlige sygdomme forværres, hvis man ikke har sunde tænder.

Det er vigtigt, at vi fastholder den gode, danske tandpleje og den lette adgang til tandlægen for alle danskere i hele landet. For det er med til at holde hånden under danskernes sundhed i det hele taget.

Derfor opfordrer Tandlægeforeningen til, at tandlægerne får del i regeringens nye hjælpepakker.