Tandlægeforeningen: Hygiejnen på klinikkerne skal være i top

Tandlægerne skal følge strenge retningslinjer for hygiejne og sikkerhed. Hygiejnen skal selvfølgelig være helt i orden.
28. maj 2020
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Tandklinikkerne er underlagt strenge hygiejneregler og bliver løbende kontrolleret af myndighederne. Under COVID-19 har tandklinikkerne fået nye, midlertidige retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen. Retningslinjerne for hygiejne og sikkerhed ændrer sig løbende, så det kan godt være svært at følge med. Men Tandlægeforeningen mener selvfølgelig, at tandlægerne skal følge myndighedernes retningslinjer til punkt og prikke.

Enkelte tandklinikker har ifølge HK Privat fået påbud for ikke at følge myndighederne retningslinjer for hygiejne og sikkerhed. I så fald ser Tandlægeforeningen med stor alvor på dette.

”Tandlægerne er under COVID-19 underlagt stramme regler på linje med andre dele af sundhedssystemet. Dem gør vi alt, hvad vi kan, for at leve op til, og flertallet af tandlæger lever fuldt ud op til myndighedernes retningslinjer. Hvis der finder overtrædelser sted på nogle tandklinikker, skal myndighederne naturligvis gribe ind, så vi kan få rettet op. Vi er kun interesserede i at opretholde en høj standard og vil ikke udsætte hverken patienter, personale eller os selv for nogen sundhedsrisiko,” understreger Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

For yderligere information, kontakt:
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk

 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.