De senere år har der floreret myter om, at fluorid (også kaldet fluor) i tandpasta er farligt. Typisk fordi fluorid i tandpasta forveksles med de fluorerede stoffer, der fx findes i pizzabakker og rengøringsmidler, og som faktisk er farlige. Det har fået nogle til helt at fravælge tandpasta med fluorid og i stedet bruge såkaldt naturtandpasta eller økologisk tandpasta.
Fluorid forhindrer caries i at udvikle sig
Der er solid evidens for, at fluorid hæmmer udviklingen af caries, hvilket bygger på omfattende viden om de hårde tandvævs opbygning og sygdomsforhold. Fluorid sænker simpelthen hastigheden af udviklingen af caries. Tandbørstning med tandpasta med fluorid menes derfor at have en stor del af æren for nedgangen i caries (huller i tænderne) i den vestlige verden de seneste årtier.
Men vidundermidlet kan ikke stå alene, hvis man vil undgå huller i tænderne. Hvis man har en dårlig mundhygiejne og sjældent får børstet rent, og man samtidig indtager sukkerholdige produkter flere gange dagligt, kan fluorid i tandpasta desværre ikke forhindre caries i at udvikle sig.
Selvom fluorid ikke kan sammenlignes med fluorerede stoffer, er fluorid giftigt i store mængder og bør derfor holdes uden for små børns rækkevidde. Et lille barn skal indtage mere end tre tuber almindelig tandpasta med fluorid på én gang og en voksen mere end 15 tuber, før det er decideret livsfarligt. Heldigvis kræves der kun meget små mængder fluorid til at kontrollere caries.
Derfor skal du bruge tandpasta med fluorid
Her er tre gode grunde til, at du (fortsat) bør bruge tandpasta med fluorid:
1. Fluorid hæmmer udviklingen af caries (huller i tænderne).
2. Korrekt brug af fluorid i tandpasta i meget små mængder er ufarligt.
3. Indtaget af fluorid i tandpasta udgør for den enkelte kun en lille del af det samlede daglige fluoridindtag, der primært kommer fra fluorid fra naturlige kilder som drikkevand og visse fødevarer.
Hvad er forskellen på fluorerede stoffer og fluorid i tandpasta?
Fluorerede stoffer er en gruppe kunstigt fremstillede kemiske stoffer (langkædede molekyler), der går under fællesbetegnelsen PFAS eller PFC.
De er kendetegnet ved, at de har lang nedbrydningstid i naturen og ophober sig i organer på dyr og mennesker, hvor de kan påvirke organismen negativt.
Nogle af stofferne er bl.a. mistænkt for at sænke immunforsvaret, give anledning til forhøjet kolesterol, forårsage cancer eller påvirke forplantningsevnen negativt. De fluorerede stoffer anvendes bl.a. i fødevareemballage, rengøringsmidler og imprægneringsprodukter.
Fluorid i tandpasta er et helt andet kemisk stof end de fluorerede stoffer og har ikke de samme negative egenskaber. Det kemiske stof, der findes i tandpasta, er et fluoridsalt der indeholder fluor-ionen (F-). Fluor-ionen kaldes netop fluorid.
Kilde:
Artikel bragt i Tandlægebladet, januar 2020: ”Fluorid i dentalprodukter kan ikke sidestilles med fluorerede stoffer” af Line Staun Larsen, adjunkt, tandlæge og ph.d. ved Aarhus Universitet.
Video: Lær at børste tænder som din tandlæge