Tandlæger: Milliarder til tandplejen skal bruges klogt
Af Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen
Løfterne om at investere milliarder i danskernes tandsundhed var en af de helt store overraskelser, da den nye regering forleden præsenterede sit regeringsgrundlag. Også for os som tandlæger, der i årevis har kæmpet for at overbevise politikerne om, at tandsundhed hænger tæt sammen med sundhed i resten af kroppen, og at sygdom i munden og tænderne burde nyde samme opmærksomhed som alle andre sygdomme.
Om regeringens vision om vederlagsfri tandpleje til større befolkningsgrupper ender med at blive til virkelighed og et gennembrud for tandsundheden, må tiden vise. Men der er grund til at kvittere for ambitionerne. Og som formand for Tandlægeforeningen glæder jeg mig over, at alle fra politikere til kommentatorer og tv-læger nu er enige om, at sygdom i munden og tænderne har været et forsømt område i sundhedspolitikken i årtier. Det er en vigtig erkendelse, som vi gerne vil bakke op om.
I første omgang har regeringen afsat fire milliarder kroner frem mod 2030. Det rækker helt sikkert ikke til gratis tandpleje for hverken halvdelen eller hele befolkningen. Men man kan få en del tandsundhed for pengene, hvis man bruger dem rigtigt. Så det er en lovende start.
Vi må også være helt ærlige og sige, at der stadig er mange ubekendte, ting vi ikke ved, og ting, der kan gå skævt. Succesen afhænger helt af, hvordan man skruer en fremtidig model sammen, og hvor stor villighed der er til at investere, hvad det koster, når det kommer til stykket.
Det er jo ingen sag at love at indføre gratis tandpleje for store befolkningsgrupper, hvis kvaliteten af det tilbud, de får, ligger under den høje tandlægefaglige standard, vi har i tandplejen i dag.
Vi må for alt i verden ikke ende med laveste fællesnævner, hvor tandlægerne hverken har tid til at gøre deres arbejde ordentligt, og hvor betalingen for patienternes behandling heller ikke rækker til den fagligt optimale behandling. Eller sagt på en anden måde: Gratis er ikke meget værd, hvis det kun rækker til at trække en tand ud i stedet for at forebygge og behandle den sygdom, der er årsag til det. Så får man ikke meget tandsundhed for pengene.
Hvis man indfører gratis tandpleje for store patientgrupper, bliver kapaciteten også nødt til at følge med. Allerede i dag er der mangel på tandlæger flere steder i landet. Både i privat praksis og i den kommunale tandpleje. Og den nye uddannelse på SDU i Odense, der efter planen skal stå klar i 2027, kommer ikke til at ændre på det. De 40 nye studiepladser dækker stort set kun lige nøjagtig de 35 ekstra studiepladser i København og Aarhus, som nu nedlægges.
Hvis man vil vide, hvad der sker, når kapaciteten ikke følger med, kan man kigge på erfaringerne fra børne- og ungdomstandplejen, efter at man indførte gratis tandpleje for de 18-21-årige. Her står tusindvis af unge nu på venteliste, fordi der hverken var tandlæger eller klinikfaciliteter til at tage imod de 300.000 ekstra unge patienter.
Det er en god beslutning, at regeringen nu vil nedsætte en ekspertkommission, der kan komme med anbefalinger til en model, der giver mest mulig mening og sundhed for pengene. Og det er vigtigt, at eksperterne også kommer til at omfatte os, der har kendskab til hverdagen ude i praksis og står med patienterne i det daglige. Ellers bliver det helt sikkert ikke en succes. Forskere og sundhedsøkonomer ved meget, men det er trods alt os tandlæger, der skal levere varen og i sidste ende står med ansvaret for patienterne og fagligheden.
Det er også fornuftigt, at regeringen vil starte med kronikere og udsatte grupper, selvom det mangler at blive defineret, hvem det så dækker over. For os er der ingen tvivl. Man får mest tandsundhed for pengene ved at bruge dem på de patienter, der rent faktisk har sygdom i munden – eller er i risiko for at få det – og dermed typisk også har de største udgifter til behandling.
Lige nu står et stort antal danskere til at få en klækkelig efterregning, når tandkontoen indføres, og man samtidig fjerner hovedparten af tilskuddet til fx patienter med parodontitis og aktiv caries. Man kunne passende samle dem op som de første.
Det er også helt afgørende, at en ny model gør det enkelt og smidigt for patienterne at få deres tilskud. I dag bruger både tandlæger og patienter oceaner af tid på at gennemskue de forskellige tilskudsordninger og søge om pengene. Og kommunerne bruger tilsvarende mange kræfter på at behandle dem. Den tid bruges bedre i tandlægestolen.
Ovenstående er bare en opbremsning af nogle af de udfordringer, som venter, før regeringens løfte eller ambition om gratis tandpleje til flere borgere kan blive en realitet. Selvfølgelig kan de løses, hvis viljen er til stede. Men det skal gøres klogt og med respekt for tandlægernes faglighed og vilkår.
I Tandlægeforeningen er vi klar til at komme med konstruktive indspark og gode råd. Det er aldrig klogt at forhaste sig. Omvendt skal vi også i gang. Flere klinikker har allerede haft de første patienter, som helst vil vente med behandling, indtil det er blevet ”gratis”. Den logik kan man måske godt følge, men det er bare ikke godt for tandsundheden at sætte forebyggelse og behandling på standby i mange år. Så lad os komme i gang.