Valg af supplerende hjælpemidler

De fleste har brug for supplerende hjælpemidler udover tandbørsten.

Mange har som nævnt brug for supplerende hjælpemidler udover tandbørsten. Har du en sygdom, der medfører betændelse eller nedsætter immunforsvaret som fx cancer, diabetes eller andre kroniske lidelser, bør du fx holde rent mellem tænderne. Spørg din tandlæge, hvilke hjælpemidler du skal bruge til at gøre dine tænder rene med.

Husk at tandtråd, tandstikkere og soft picks ikke må skylles ud i toilettet. De skal smides i en affaldsspand/plastcontainer.   

Tandtråd

Tandtråd er særlig velegnet til dig med tætsiddende tænder. Få eventuelt din tandlæge til at vise dig, hvor du skal bruge tandtråd, hvordan og hvor ofte. Tandtråd kan være rund (floss) eller flad (tape) og findes i forskellige tykkelser. Brug 20-30 cm tråd af gangen. Tandtråden kan holdes på forskellige måder. Den kan snos omkring to fingre (se Figur 3a og 3b) eller bindes sammen til en løkke (se Figur 3c). I begge tilfælde skal du styre tråden med pege- eller tommelfingrene. En tredje mulighed er at bruge en tandtrådsholder (se Figur 3d), som er velegnet, hvis du har svært ved at styre tandtråden med fingrene.

Tandtr%c3%a5d1Figur 3a

Tandtr%c3%a5d2Figur 3b

Tandtr%c3%a5d3Figur 3c

Tandtr%c3%a5d4Figur 3d

 Hold tandtråden spændt med nogle få cm mellem de styrende fingre. Med lette savende bevægelser fører du tråden ned mellem tænderne i retning mod tandkødet. Der hvor tænderne mødes, kontaktpunktet, er der meget lidt plads, men tråden skal forbi dette punkt, da caries opstår lige under kontaktpunktet. Når tråden er igennem kontaktpunktet, føres den stramme tråd frem og tilbage og samtidig op og ned langs først den ene tandflade og så den anden. Meningen er, at de to tandflader, som vender mod hinanden, begge rengøres én af gangen. Tråden må gerne lige forsvinde ned under tandkødsranden, men pas på ikke at beskadige tandkødet. Herefter trækkes tråden tilbage gennem kontaktpunktet igen og den flyttes den til det næste mellemrum. Hvis du er for hård med tandtråden, kan du skære dig i tandkødet, og det kan i værste fald give tandkødsbetændelse.

3-delt tandtråd

Der findes også tandtråd, som er 3-delt. Denne type tandtråd har en stiv ende, et stykke med blødt skumgummi og et stykke med almindelig flad tandtråd. Ved tænder med kroner eller implantater/bromellemled skal du føre den stive ende af tråden ind mellem dine naturlige tænder og implantatet (se Figur 4a). Den bløde skumgummi skal du bruge til at rengøre kronekanterne med (se Figur 4b).

Figur 4a

Figur 4b

Tandtr%c3%a5d7Figur 4c

Tråden, der nu ligger under kontaktpunktet, fører du herefter frem og tilbage og samtidig op og ned langs først den ene tandflade og så den anden. Meningen er, de to tandflader som vender mod hinanden, begge rengøres. Ofte sidder kronekanterne lige over eller lige under tandkødsranden. Tandtråden skal derfor ofte lige forsvinde ned under tandkødsranden. Tråden kan også føres tilbage via det næste tandmellemrum, så tråden ligger som et C omkring tanden (se Figur 4c). Kronekanten rengøres nu ved, at du skiftevis trækker frem og tilbage i de to ender.

Interdentalbørste (mellemrumsbørste)

En interdentalbørste er udformet som en lille flaskerenser. Fibrene er fremstillet af nylon og fastholdt i en snoet, plastikdækket metaltråd. Den fås i forskellige størrelser og faconer (se Figur 5). Især metaltrådens tykkelse er afgørende for, i hvor store tandmellemrum børsten kan anvendes. Nogle typer kan monteres i et metal- eller plastikhåndtag. På andre fungerer metaltråden som håndtag.

Interdentalbørsten skal være så stor som mulig, så mellemrummet mellem tænderne fyldes ud, men dog så metaldelen ikke ødelægger tandkødet eller tænderne. Nogle skal bruge mere end én størrelse, da tandmellemrum kan have forskellige størrelse.

Før interdentalbørsten ind i mellemrummet mellem tænderne og bevæg den horisontalt frem og tilbage samtidig med, at fibrene presses let imod tandfladerne. Brug både interdentalbørsten fra forsiden af tænderne og fra indersiden.

Interdentalbørster er lette at anvende og meget effektive, hvis de bruges i den korrekte størrelse. Der må gerne være fluortandpasta på børsten, det virker cariesforebyggende. Spørg din tandlæge, hvilken størrelse interdentalbørste du skal bruge, og få vist hvordan du bruger børsten korrekt.

Intedentalb%c3%b8rsteFigur 5

Tandstikkere

Tandstikkere er ikke så effektive til at rengøre tænderne som interdentalbørster. Tandstikkere er til gengæld gode til at fjerne madrester med. En tandstikker skal være trekantet i tværsnit og spidst udformet for at kunne passe i tandmellemrummene. Tandstikkere fremstilles i plast eller blødt træ.

Fugt tandstikkeren i munden før brug og før den ind i tandmellemrummet uden at beskadige tandkødet. Det er vigtigt at sikre sig, at tandstikkens spids når helt igennem mellemrummet ved at føle spidsen med tungen (se Figur 6). Tandstikken føres herefter frem og tilbage flere gange i kontakt med tandkødet, først langs den ene tandflade og så langs den anden. Din tandlæge kan vise dig, hvordan du bruger tandstikkere på den rigtige måde.

TandstikkerFigur 6

Softpicks

Soft-picks er en ny form for gummitandstik, der har bløde gummibørster, og som findes i forskellige størrelser og med eller uden fluor (se Figur 7).

Figur 7

Solotandbørste

En solobørste er en tandbørste med kun ét bundt børster, som er kortere og ofte mere stive end børstehårene på en normal tandbørste. Solobørsten kan være god til at gøre rent på de bagerste tænders tyggeflader og bag på de sidste tænder i tandrækken (se Figur 8). Spørg din tandlæge, hvordan du bruger solobørsten bedst.

Solotandb%c3%b8rste

Figur 8