Hvorfor er god mundhygiejne vigtig?

Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne for at undgå sygdomme i tænderne og deres støttevæv.

Det er vigtigt at opretholde en god mundhygiejne for at undgå sygdomme i tænderne og deres støttevæv.

God mundhygiejne har til formål at fjerne eller formindske bakteriebelægningerne (plak) på tænderne.

Hermed forebygger man udviklingen af caries, tandkødsbetændelse (gingivitis), betændelse i tændernes støttevæv (parodontitis), betændelse omkring et tandimplantat (peri-implantitis) og dårlig ånde. Betændelse i og omkring tænder og implantater kan desuden påvirke vores generelle helbredstilstand og forværre sygdomme som diabetes og hjertekarsygdomme.

Betændelsen kan også øge risikoen for lungebetændelse hos svækkede ældre.

Plak skal derfor fjernes regelmæssigt. Børn og voksne i alle aldre bør børste tænder to gange dagligt med fluorholdig tandpasta. Ofte vil to minutter være nok, men det er vigtigt, at alle tandflader rengøres, uden at du skader tænder og tandkød. Tandbørsten er det vigtigste hjælpemiddel, men den kan ikke altid nå alle flader på en tand (se Figur 1). Det kan derfor være nødvendigt at bruge andre hjælpemidler til at holde tænderne rene fx tandtråd, interdentalbørster (også kaldet mellemrumsbørster) eller tandstikkere, der kan komme ind i tandmellemrummene.

 

1Figur 1: En tand har fem flader, som alle skal holdes rene.