Den digitale fremtid i tandplejen
Digitalisering og kunstig intelligens (AI) udvikler sig hastigt og er allerede i gang med at forandre tandplejen. Nye teknologier påvirker både arbejdsopgaver og arbejdsgange på klinikken og stiller nye krav til hele teamet – ikke mindst til klinikassistenterne.
På denne konference sætter vi fokus på, hvordan du kan forstå og arbejde med de digitale muligheder i din hverdag. Du får indsigt i, hvordan AI anvendes i praksis, og hvordan teknologierne kan være med til at gøre arbejdet både lettere og mere effektivt. Samtidig sætter vi fokus på, hvor det er vigtigt at være kritisk og opmærksom i brugen af nye digitale løsninger.
Gennem dagen møder du en række erfarne oplægsholdere, som giver dig konkrete eksempler fra klinisk praksis. Du bliver klogere på, hvordan AI kan understøtte diagnostik, hvordan digitale workflows spiller en rolle i blandt andet implantatbehandling, og hvordan teknologier som scanning og 3D-print allerede er en del af den moderne klinik. Du får også indblik i teletandpleje og nye måder at møde patienterne på.
Derudover sætter vi fokus på arbejdsglæde og din egen rolle i at skabe trivsel i hverdagen. Du får også inspiration til, hvordan digitale løsninger kan bidrage til en mere bæredygtig klinik.
Den digitale udvikling er ikke noget, vi kan vælge til eller fra – den er en del af vores hverdag og vil kun få større betydning fremover. Efter konferencen står du derfor stærkere i din rolle og er bedre klædt på til at arbejde i en moderne, digital tandpleje.
Vi glæder os til at byde dig velkommen til en inspirerende dag i Aalborg med fokus på fremtidens tandpleje.
Faglig koordinator
Bo Danielsen, Skolechef, Skolen for klinikassistenter og Tandplejere