Af Torben Schønwaldt, formand i Tandlægeforeningen
Som formand for tandlægerne følger jeg tæt med i den kamp, mine lægekolleger i Praktiserende Lægers Organisations (PLO) lige nu er i gang med at kæmpe mod regeringen.
En kamp for at stoppe regeringens planer om at erstatte forhandling og samarbejde med lov og diktat. For det er lige præcis det, regeringen gør, når man fratager de praktiserende læger muligheden for at forhandle rammerne og vilkårene for de opgaver, de løser for sundhedsvæsenet.
Som tandlægeformand oplever jeg det, de praktiserende læger nu bliver udsat for, som ét stort deja-vu.
Mine tandlægekolleger og jeg var igennem præcis samme mølle, da regionerne for syv år siden opsagde overenskomsten med de privatpraktiserende tandlæger og trak en særlov ned over hovederne på os, hvor alt bliver dikteret. De praktiserende tandlæger har ingen indflydelse på hverken den økonomiske ramme, honorarer eller vilkår for at løse vores opgave til patienternes bedste. Den tandlægefaglige vurdering, som burde ligge til grund for behandlingen af patienterne, er udvandet og erstattet af onesize-løsninger uden hensyntagen til den enkelte patients behov.
I syv år er vi blevet lovet en ny aftale, der kan erstatte den udskældte særlov. Men jeg må desværre erkende, at vi har løbet panden mod en mur igen og igen, når vi har forsøgt at få forhandlingerne om en central aftale genoptaget.
Derfor bliver jeg selvfølgelig også bekymret, når regeringen nu går den anden vej og vil underlægge de praktiserende læger en lov og styringsmodel, hvor de får så godt som ingen indflydelse på deres eget virke. Som privatpraktiserende læger og tandlæger har vi det faglige ansvar for, at patienterne får den optimale behandling. Og vi bærer det fulde juridiske og økonomiske ansvar for vores praksis. Derfor er det uholdbart, at vi er uden indflydelse på de rammer og vilkår, vi arbejder under, når vi løser opgaver for det offentlige.
Vi har levet med sådan en model i syv år, og der er intet godt at sige om det. Heller ikke for patienterne eller sundheden. De uhensigtsmæssige konsekvenser står i kø:
Den samlede økonomiske ramme for voksentandplejen er blevet udhulet i årevis og matcher slet ikke det behandlingsbehov, der følger med det stigende antal ældre og mennesker med kronisk sygdom, fx diabetes.
Patienternes egenbetaling er vokset støt og er i dag oppe på 85 procent. Det er for dyrt for mange, og det har betydet, at uligheden indenfor tandsundhed er større end nogen andre steder i vores sundhedsvæsen.
Muligheden for at tilbyde patienterne den optimale behandling ud fra en tandlægefaglig vurdering er svækket og erstattet af rigide regler, kontrol og sanktioner. Og bureaukratiet er eksploderet, så tandlægerne i dag har mindre tid til patienterne end nogen sinde før.
Alt det har vi råbt op om i syv år, uden at politikerne har taget det alvorligt.
Så sent som i foråret bekræftede Rigsrevisionen, at Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Danske Regioners forvaltning af voksentandplejen er kritisabel og skævvrider patienternes adgang til tandpleje.
Rigsrevisionen kritiserer, at ministeriet har reduceret tilskuddet til tandlægebehandling i strid med reglerne, og at patienter som konsekvens oplever en stigning i deres egenbetaling for tandlægeydelser.
Rigsrevisionen påpeger også, at den økonomiske ramme for voksentandplejen på 1,6 milliarder kroner ikke er blevet reguleret, så man reelt ikke har styr på, om den svarer til behandlingsbehovet i befolkningen.
Rigsrevisionen langer også ud efter Sundhedsstyrelsens grøn-gul-rød-ordning. Tanken med ordningen var, at patienter med raske tænder (grøn kategori) ikke skulle komme til tandlæge lige så hyppigt som patienter med større behov (gul og rød). Men styrelsen har overvurderet antallet af grønne patienter voldsomt, fordi man ikke har rådført sig med tandlægerne og ladet deres faglighed definere, hvor mange patienter der ville være henholdsvis røde, gule eller grønne. Konsekvensen er, at tilskudsrammen ikke er stor nok, og at patienter dermed ikke kan få tilskud til den behandling, de har brug for.
Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde har i et svar til Rigsrevisionens kritik erkendt, at grøn-gul-rød-ordningen er behæftet med usikkerhed. Men hvordan kan man holde fast i et rigidt system, der aktivt bidrager til ulighed i tandsundhed, når man ved, at det er baseret på et usikkert fundament? Det er svært at se logikken i.
Summa summarum. Der er behov for, at vi får genetableret en centralt forhandlet aftale om voksentandplejen. En aftale, der er baseret på reelle forhandlinger og samarbejde mellem ligeværdige parter. En aftale, hvor tandlægernes faglige vurdering og tillid erstatter tvivlsomme skøn, kassetænkning og regel-tyranni udstukket af politikere. En aftale med en økonomisk ramme, der matcher patienternes reelle behov. Og allervigtigst – en aftale, der sikrer, at alle har råd til at komme til tandlægen.
Det sidste, vi – og lægerne - har brug for, er en styringsmodel med mere af det samme. Det er bevist, at det ikke virker.
Læs debatindlægget online her.