Tandlægeforeningen vinder sag om tandskadeordning

Det var helt i overensstemmelse med lovgivningen, at Tandlægeforeningen gennem en årrække administrerede en obligatorisk tandskadeordning, som klinikejere betalte for at være omfattet af. Det fremgår af dom fra Københavns Byret, der giver TF medhold på alle punkter.
20. marts 2026

Københavns Byret afsagde fredag dom i en omfattende sag, der giver Tandlægeforeningen fuldt medhold i, at den obligatoriske ordning for tandskadeerstatning, hvilede på et tilstrækkeligt og lovligt grundlag.

– Vi er selvfølgelig meget tilfredse med dommen, som bekræfter, hvad vi hele tiden har ment. Og jeg håber, at vi dermed får sat punktum i sagen, som både har kostet penge og mange kræfter for alle parter, siger formand for Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt.     

Sagen har været flere år undervejs. Den blev anlagt af en række klinikejere, som rejste krav om betaling. Klinikejerne rejste krav om tilbagebetaling af et større millionbeløb, som de mente, de uretmæssigt blev opkrævet til ordningen.

Tandlægeforeningen administrerede ordningen i perioden 1990-2024, hvor den blev erstattet af en ny lovpligtig forsikring.

Ifølge dommen var ordningen lovlig. Byretten frifandt derfor TF for alle sagsøgernes krav. Sagsøgerne stoppede med at betale til ordningen i forbindelse med retssagen blev anlagt. Retten gav også TF ret i, at klinikejerne skal betale bidrag til ordningen frem til den ophørte.

Formand for Tandlægeforeningen Torben Schønwaldt er ikke overrasket over, at de tre dommere er kommet frem til den konklusion.

– Der er jo tale om en ordning, som både klinikejere og patienter har været dækket af og nydt godt af i mange år. Og klinikejerne er blevet kompenseret for at betale til ordningen gennem højere regionshonorarer, så derfor kommer afgørelsen ikke bag på os, siger Torben Schønwaldt og tilføjer:

– Retssagen har jo også afdækket, at flere klinikejere har benyttet sig flittigt af ordningen.

Han understreger, at sagsøgerne har mulighed for at søge Procesbevillingsnævnet om at anke  dommen til landsretten.

– Det må vi afvente, men vi er selvfølgelig helt overbeviste om, at landsretten vil nå frem til samme konklusion, siger Torben Schønwaldt.

FAKTA OM SAGEN

I 2023 anlagde en gruppe tandlæger en civil sag mod Tandlægeforeningen vedrørende betaling af bidrag til tandskadeerstatningsordningen fra 2012 og frem.

Sagen går helt tilbage til 1988, hvor Tandlægeforeningens Hovedgeneralforsamling indførte en obligatorisk ordning for tandskadeerstatning for alle tandlæger i Danmark.

Ordningen blev senere en del af overenskomstaftalerne mellem Tandlægeforeningen og amterne (i dag regionerne, red.), og Tandlægeforeningen fik myndighedskompetence til at modtage, oplyse og afgøre sager om tandskadeerstatninger. 

I 2018 opsagde regionerne overenskomsten med Tandlægeforeningen, men ordningen blev videreført uforandret med hjemmel i bl.a. sundhedsloven og tilskudsbekendtgørelsen.

Det fik i 2022 en række klinikejere til at stoppe med at betale bidraget til den obligatoriske tandskadeordning.

Samtidig ophørte regionerne med at afholde administrationsomkostningerne for sager, som de var erstatningsansvarlige for.

Det betød, at Tandlægeforeningen af økonomiske hensyn til sidst måtte opsige den såkaldte Henlæggelsesaftale med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvor efter der i 2025 blev indført en forsikringspligt ved lov, som alle klinikejere nu selv skal tegne.

En forsikringspligt som er markant dyrere end den tidligere obligatoriske ordning, fordi tandlægerne nu er erstatningsansvarlige for skader fra 1.000 kr. og op til 1,0 mio. kr.

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.