For mange tusinde patienter vil den nye reform af voksentandplejen med al sandsynlighed svække tandsundheden og dermed den almene sundhed hos mange af dem, der har mest brug for hjælp. Det skriver Tandlægeforeningen, Ældre Sagen og Danske Patienter i et fælles debatindlæg, som Avisen Danmark bringer i dag.
Ny tandreform er omvendt Robin Hood
Af Torben Schønwaldt, formand for Tandlægeforeningen, Bjarne Hastrup, administrerende direktør for Ældre Sagen og Klaus Lunding, forperson for Danske Patienter.
Man siger, at alt godt kommer til den, der venter. Efter syv års venten landede der kort før jul endelig en politisk aftale om en reform af voksentandplejen. Men for mange tusinde patienter er reformen desværre ikke den længe ventede forbedring. For den vil med al sandsynlighed svække tandsundheden og dermed den almene sundhed hos mange af dem, der har mest brug for hjælp.
Det mest iøjnefaldende er, at der ikke er tilført én eneste ekstra krone til voksentandplejen. Reformen omfordeler alene eksisterende midler. Det vidner desværre om et forløb, hvor de sundhedsfaglige hensyn er blevet tilsidesat, fordi der helt grundlæggende ikke har været politisk vilje til at investere i danskernes tandsundhed og øge patienternes tilskud til tandbehandling.
I dag er voksentandplejen indrettet sådan, at der er en række tandplejeydelser med tilskud, som tilgodeser syge patienter. Med den nye reform bortfalder alle ydelser med tilskud, og i stedet indfører man en såkaldt tandkonto: Alle voksne over 21 år får et årligt beløb mellem 450 og 850 kr., afhængigt af alder, som kan bruges hos tandlægen. Uanset om man har sunde tænder eller omfattende behandlingsbehov.
Formålet er at motivere flere til at gå regelmæssigt til tandlæge og dermed styrke forebyggelsen. Den ambition deler vi fuldt ud.
Men samtidig risikerer vi, at mange af dem, der i dag får tilskud til behandling, fravælger tandlægen, fordi de mister tilskuddet. Og økonomien i aftalen hviler på, at 60 procent af de voksne vil benytte tandkontoen - altså præcis det samme antal, der allerede går regelmæssigt til tandlæge.
Resultatet bliver, at patienter med tandsygdom kommer til at betale markant mere selv, mens raske får et offentligt tilskud, de reelt ikke har brug for. En 60-årig med sunde tænder får samme støtte som en 60årig med parodontitis, der har behov for gentagne og dyre behandlinger. Det er omvendt Robin Hood-politik: Man tager fra de syge og giver til de raske.
Reformen bryder samtidig med et helt centralt princip i det danske sundhedsvæsen: At ressourcer følger sygdom og behandlingsbehov. I alle andre dele af sundhedsvæsenet prioriteres de syge patienter højest. Men nu vil man altså vende dette princip på hovedet.
Reformen vil ikke mindske uligheden i tandsundhed - den vil forstærke den. Og vi frygter, at det vil få betydelige økonomiske og helbredsmæssige konsekvenser for mange patienter.
Tænk på de mange ældre, der ofte har et stort behandlingsbehov som følge af parodontitis, gamle fyldninger, der skal udskiftes, og caries pga. medicininduceret mundtørhed.
Tænk på mennesker med diabetes, hvor sammenhængen med alvorlig tandkødssygdom er veldokumenteret, og som har behov for hyppige tandlægebesøg for at undgå forværring af både tand- og følgesygdomme. Det gælder også mennesker, der indtager psykofarmaka, som påvirker tænder og mund, f.eks. patienter med ADHD, og patienter med leddegigt, der har en øget risiko for parodontitis, som nedbryder væv og knogle med risiko for tab af tænder. Eksemplerne er talrige.
Er der slet ikke noget godt at sige om aftalen? Jo, at egenbetalingen for kontanthjælpsmodtagere fjernes, så denne gruppe fremover får gratis adgang til tandpleje, er rigtig positivt. Det viser, at politikerne godt ved, at økonomi er en afgørende barriere for tandsundhed.
Men det er ikke nok. Regeringen og aftalepartierne skylder fortsat et svar på, hvordan de vil hjælpe de mange hundrede tusinde danskere med dokumenteret tandsygdom, som med reformen stilles markant dårligere økonomisk end i dag. Hvis konsekvensen bliver, at disse patienter fravælger eller udskyder behandling, ser vi både ind i forværret sygdom, dårligere livskvalitet, højere sundhedsudgifter og endnu større ulighed.
Det er nemlig for længst dokumenteret, at sygdom i munden hænger sammen med sygdom i resten af kroppen, som f.eks. hjertekarsygdomme, diabetes, gigt, lungebetændelse og demenssygdomme.
Med knap to år til at reformen træder i kraft, er der stadig tid til at rette op på skævheden og finde penge til at hjælpe de mange tusinde danskere med tandsygdom, der nu mister størstedelen af deres tilskud.
Det starter med, at politikerne anerkender, at det kan svare sig at investere i befolkningens tandsundhed på linje med andre sundhedsområder, og at lighed i sundhed ikke opnås ved at behandle ulige behov ens.