Af Torben Schønwaldt, formand Tandlægeforeningen, Hanne Jacobsen, formand Ansatte Tandlægers Organisation og Mads Lindkær, formand Praktiserende Tandlægers Organisation.
Det er svært at afgøre, hvad der er værst ved den nye politiske aftale om en alternativ tandlægeuddannelse i Odense. Resultatet eller processen? Begge dele dumper med et brag.
Lad os starte med resultatet.
Den nye uddannelse løser ikke tandlægemanglen, som ellers var det politiske hovedargument for at oprette en ny uddannelse. Samlet set kommer der nemlig ikke flere tandlæger ud af aftalen. Godt nok skal der fra 2027 optages 40 studerende på uddannelsen i Odense. Men samtidig nedlægger man de 35 ekstra pladser, der blev oprettet på de to eksisterende uddannelser på universiteterne i København og Aarhus i 2023.
Man flytter altså lidt rundt på tandlægemanglen uden for alvor at gøre noget ved det. De store tandlægekæder i Syddanmark vil muligvis blive førstevælgere til nyuddannede tandlæger fra SDU, men der bliver færre til Nordjylland, Vestjylland, Bornholm, Sjælland og alle de andre steder, der mangler. Og de penge, der er brugt på at udvide kapaciteten og faciliteterne i København og Aarhus de seneste år, er spildt.
Samtidig gambler man med fagligheden og kvaliteten af fremtidige generationer af tandlæger. Jo flere gange vi læser de stadig ”hemmelige” beskrivelser af indholdet på den nye tandlægeuddannelse igennem, jo flere spørgsmål rejser det om kvaliteten og holdbarheden af projektet.
For det første er det umuligt at etablere en kvalitetsuddannelse for kun 125 millioner kroner, der sikrer et forskningsmiljø og en undervisning på samme høje niveau, som vi har i København og Aarhus i dag. For det andet rækker det årlige driftstilskud på 8,8 millioner kroner som en skrædder i helvede.
Det er nemlig ikke billigt at uddanne tandlæger. Og det er der en grund til. Det er en lang og krævende videregående uddannelse med et omfattende teoretisk og klinisk pensum, der både forudsætter et stærkt forskningsmiljø, moderne faciliteter til den kliniske undervisning og sidst, men ikke mindst, kompetente undervisere, som er garanterne for, at de nye tandlæger behersker alle de discipliner, det kræver for at praktisere og opnå autorisation som tandlæge.
I dag får man først ansvar for at behandle patienter, når man er færdiguddannet tandlæge og er klar til at diagnosticere, forebygge og behandle, med alt hvad det indebærer: bedøvelser, bore i tænder og knogle, lave implantater, fjerne visdomstænder og opspore kræft. Som tandlæge kan man ikke nøjes med bare at være god til én af delene. I nogle enkelte tilfælde kan man sende patienten videre til specialtandlæge i kæbekirurgi eller ortodonti (tandregulering). Men ellers skal man kunne det hele selv.
Den kliniske undervisning på universiteterne i København og Aarhus – altså den, hvor de studerende øver sig på rigtige patienter – foregår under strengt kontrollerede forhold, trin-for-trin og under helt tæt supervision af erfarne undervisere med kendskab til de nyeste behandlingsmetoder og forskningsresultater.
I Odense bliver der ikke tale om en fuld-skala-uddannelse, som vi kender det fra København og Aarhus. Det er en discount-udgave, hvor man vil overlade hovedparten af ansvaret for den kliniske oplæring til helt almindelige tandlæger i privat praksis og på kommunale klinikker, hvor de studerende får ansvaret for patienter, før de er færdiguddannede.
Det rejser et hav af spørgsmål om både kvaliteten af uddannelsen og ikke mindst patientsikkerheden.
Hvem har fx ansvaret for, at de nye tandlæger rent faktisk lærer alt det, de skal? Hvordan sikrer vi et højt, ensartet fagligt niveau, når uddannelsen er spredt ud på et stort antal klinikker?
Hvem har ansvaret, hvis de studerende laver skader på patienten? Skal patienterne betale for at være menneskelige prøvekaniner? Kan de sige nej? Og hvad hvis de gør? Springer man så bare den del af oplæringen over?
Og hvem er det egentlig, der skal supervisere de studerende? Klinikejerne selv? De øvrige tandlæger på klinikken, som i forvejen har forrygende travlt med selv at behandle patienter? Og hvem skal varetage opgaven på de kommunale klinikker, der i forvejen mangler kapacitet efter udvidelsen af børne- og ungdomstandplejen med de 18-21-årige, og hvor de tandlægestuderende i givet fald skal øve sig på børn, som ikke bare ligger stille i en tandlægestol?
Et andet centralt spørgsmål er, hvor undervisningskompetencerne skal komme fra. Undervisere og forskere er allerede en mangelvare i København og Aarhus. I Sverige har man lige droppet planerne om en ekstra tandlægeuddannelse af samme grund, og i Tyskland er der også tandlægemangel. Så hvem er det, SDU vil hente ind til opgaven?
Og sådan kunne vi blive ved. Resultatet af den politiske aftale mellem regeringspartierne og forligspartierne, DF, SF og K, vidner desværre om manglende indsigt og respekt for den metier vores medlemmer uddannes til og bedriver.
Det samme gør processen.
For hvordan kan man finde på at lave en ny uddannelse uden at inddrage de tre organisationer, som tilsammen organiserer og repræsenterer så godt som alle klinikejere, privatansatte og offentligt ansatte tandlæger? Eller de relevante og fagligt kompetente personer på de to eksisterende uddannelser for den sags skyld?
Planerne har været hemmeligholdt til det sidste, og aftalen blev lukket i al hast, da vi ad omveje erfarede om planerne og begyndte at stille nærgående og kritiske spørgsmål. Det er ganske enkelt ikke et demokratisk samfund værdigt, og det er et rigtigt dårligt udgangspunkt for at fastholde og udvikle den høje standard, som danske tandlæger har i dag.
Tilbage står, at vi ikke er kommet et skridt nærmere, når det gælder om at løse tandmanglen og sikre tandlæger nok til fremtiden. Og hvis planerne om den nye tanduddannelse bliver gennemført, som den nu er beskrevet, kan danskerne desværre se frem til væsentligt ringere patientsikkerhed og store udsving i kvaliteten af den behandling, de får hos tandlægen i fremtiden.
Det er et alvorligt tilbageskridt.