Tandlæge i Tårnby er ny næstformand i Tandlægeforeningen

Mads Bundgaard, klinikejer i Tårnby, er valgt til ny næstformand i Tandlægeforeningen. Han vil blandt andet kæmpe for, at politikerne får et nyt syn på sundhed.
03. december 2020

Mads Bundgaard, 59 år, tandlæge og klinikejer i Tårnby i København, skal de næste to år være næstformand i Tandlægeforeningen. Her skal han repræsentere de knap 3000 medlemmer, der arbejder som tandlæger i privat praksis.

Den nyvalgte næstformand vil blandt andet gøre op med den kassetænkning, han mener, der findes på sundhedsområdet.

”Tandlæger tænker i sundhed fra vugge til grav, men det gør politikerne ikke – de tænker i kasser. Lægen betaler vi via skatten, men der er en tårnhøj brugerbetaling hos tandlægen. Det betyder, at man ikke har ret til den samme sundhed i tænderne som i resten af kroppen. Jeg mener, at alle har ret til en sund mund uanset alder og indkomst, og det vil jeg kæmpe for,” siger Mads Bundgaard.

Mads Bundgaard vil desuden arbejde for mere tværfagligt samarbejde med andre sundhedsfaglige grupper, fx privathospitaler og kiropraktorer. Og så er han særligt optaget af kræftpatienter med tandproblemer.

”Hvorfor skal kræftpatienter, der får tandproblemer på grund af kræftbehandling, søge om at få behandlet deres tænder? Det er ikke rimeligt. De burde automatisk få gratis tandbehandling,” pointerer Mads Bundgaard.

Fra Nykøbing Falster til Dubai
Mads Bundgaard er født og opvokset i Nykøbing Falster. Han dimitterede fra Tandlægeskolen i København i 1985 og var bagefter i Søværnet i et år. Herefter passede han sin mosters tandlægepraksis på Falster og arbejdede i en årrække som ansat tandlæge på forskellige tandklinikker i Københavnsområdet. I 1992 fik Mads Bundgaard mulighed for at arbejde på en tandklinik i Dubai, og efter at have behandlet mange huller i tænderne, vendte han retur til København. I år 1994 fik han et vikariat på en klinik i Tårnby, og han har ikke forladt klinikken siden. Han købte den i år 2000 og har siden 2008 delt den med sin kompagnon.

Mange års fagpolitisk erfaring
Mads Bundgaard har været politisk aktiv i Tandlægeforeningen siden begyndelsen af 1990’erne. Først i Københavns Tandlægeforening og siden i forskellige fagpolitiske udvalg, blandt andet i Tandlægeforeningens Klinikejerudvalg, som han var med til at starte.

Mads Bundgaard bor i det centrale København med sin kone og hjemmeboende søn, og han har desuden en udeboende datter. Fritiden har han igennem mange år brugt på at dyrke kapsejlads og stå på ski, og så har han kørt på motorcykel igennem hele Europa. Han værdsætter også god mad og vin.

Download foto af Mads Bundgaard her

For yderligere information:
Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf.: 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent i Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.