Tandlægeklinikkerne i Nordjylland holder åbent

Både de private og de kommunale tandlægeklinikker i Nordjylland holder fortsat åbent - også i de syv kommuner, som er lukket ned.
06. november 2020

Tandplejen er en del af sundhedsvæsenet og varetager kritiske funktioner, og derfor skal man holde åbent. Det gælder både for børne- og ungdomstandplejen, omsorgs-, special- og socialtandplejen og for de private klinikker for voksne. 

”Tandlægerne skal følge strenge retningslinjer for hygiejne og sikkerhed på grund af corona. Hygiejnen skal selvfølgelig være helt i orden, så vi tager alle forholdsregler. Patienterne kan trygt gå til tandlægen, de behøver ikke at være nervøse,” siger Troels Barkholt, formand for Tandlægeforeningen i Region Nordjylland.

Det er dog vigtigt, at man ikke går til tandlægen, hvis man har symptomer på coronavirus, og man skal have en aftale, før man møder op hos tandlægen.

”Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen patienter, der bliver usikre. Men hvis man er det mindste i tvivl, skal man ringe til tandlægen og høre nærmere. Men man kan godt gå til tandlægen, selvom Nordjylland nu bliver lukket ned og underlagt en lang række coronarestriktioner,” fortsætter Troels Barkholt.

For yderligere information:
Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 24 59 04 69, cbe@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent i Tandlægeforeningen, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk