TF til Dansk Erhverv: Bevar kvalitet og faglighed i tandplejen

De nuværende ejerskabsforhold på tandlægeområdet spænder ben for god tandpleje, mener Dansk Erhverv. Tandlægeforeningen er ikke modstander af kæder, men investorers mål om afkast og høj indtjening må aldrig veje tungere end hensynet til patienten.
29. august 2019
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Hvis voksentandplejen skal have bedre rammer, bør den i langt højere grad anvende og måle på kvalitet, og så skal ejerskabsforholdene liberaliseres. Det skrev Katrina Feilberg Schouenborg, sundhedspolitisk fagchef i Dansk Erhverv, i et debatindlæg på Altinget.dk i sidste uge.

Men erfaringer fra både Danmark og udlandet tegner et helt andet billede. Det skriver Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist i et debatindlæg, som Altinget.dk bringer i dag.

Læs hele debatindlægget her:

I dag er det sådan, at en tandlæge skal eje mere end 50 procent af en klinik og have den bestemmende indflydelse på klinikken.

Det er for at sikre, at behandlingen sker på et fagligt grundlag og ikke ud fra kommercielle interesser. Den nuværende lovgivning giver rum for både enkeltmandsklinikker og tandlægekæder, men den sikrer, at det faglige grundlag er i orden.

Det synes Tandlægeforeningen, er den bedste løsning. Vi er ikke modstandere af kæder, og mange af os er allerede med i en kæde. Men investorers mål om afkast og høj indtjening må aldrig veje tungere end hensynet til patienten og patientens behov for forebyggelse og behandling.

Se på de dårlige erfaringer fra udlandet
Dansk Erhverv argumenterer for, at flere kæder og liberale ejerforhold vil give innovation, driftsoptimering og udvikling af kvaliteten. Men erfaringer fra både Danmark og udlandet tegner et helt andet billede.

I Danmark har vi allerede flere delvist investorejede tandlægekæder, og flere af dem har åbenbare økonomiske udfordringer. Det giver ikke anledning til at tro, at kæder er bedre til at drive tandklinikker og varetage tandplejen for patienterne herhjemme.

I England har man Europas største tandlægekæde Mydentist. Kæden har over 600 klinikker, men driften er langtfra optimal. Tværtimod har kæden et stort underskud og svært ved at rekruttere nye medarbejdere, så kæden kan slet ikke leverer den aftalte tandpleje.

For at afhjælpe problemerne hyrer man udenlandske tandlæger fra lande, hvor lønniveauet er markant lavere som for eksempel Grækenland, Rumænien og Bulgarien.

Den kapitalkædeløsning ønsker vi ikke i Danmark.

Kæder løser ikke fremtidens tandlægemangel
Dansk Erhverv mener, at en liberalisering af ejerskabet og kapitalejede kæder vil afhjælpe tandlægemangel i udkantsområderne i Danmark. Men en del af de eksisterende kæder har svært ved at rekruttere tandlæger allerede i dag.

Det er rigtigt, at vi kommer til at mangle tandlæger i fremtiden. Men det løser vi bedst ved at uddanne nogle flere tandlæger - og kæder gør hverken fra eller til.

Dansk Erhverv ser gerne, at man måler på kvaliteten og har kvalitets- og effektmål i tandplejen.

Her er Tandlægeforeningen helt enig. Det er der ikke noget nyt i - sådan gør vi allerede i dag.

Danske tandlæger arbejder med undersøgelse – diagnose - behandling. Alt dokumenteres. Faktisk så meget, at tandlægerne bruger en stor del af deres tid på de mange administrative krav til dokumentation og rapportering.

Sundhedsstyrelsens evalueringer af Nationale Kliniske Retningslinjer viser, at tandlægerne er fremragende til at opfylde alle måltal. Vi har ikke behov for mere dokumentation og administration.

Dansk Erhverv mener, at mange klinikker halter bagud på investeringer i moderne udstyr og ny teknologi og har udfordringer med at implementere de kliniske retningslinjer. Det billede kan vi ikke genkende. Tværtimod har tandlægeklinikkerne aldrig investeret så meget i ny teknologi, som de gør for øjeblikket.

Faglighed frem for profit
Målbarhed er vigtigt - og stik imod hvad Dansk Erhverv siger - er de offentlige udgifter til privat tandplejepraksis faldet i de senere år.

Regionerne (som står for det forholdsvis lille offentlige tilskud til den almene voksentandpleje) har haft et fald i udgifter til voksentandplejen på cirka syv procent over de sidste tre år. I 2016 var udgifterne cirka 1,63 milliarder kroner- de faldt til ca. 1,52 milliarder kroner i 2018.

Tandlægeforeningen forstår ikke, hvordan liberalisering af ejerskabet til klinikkerne skulle ændre på det billede?

Tandlægeforeningen ser frem til at genoptage debatten om en ny model for voksentandplejen sammen med Sundhedsministeriet og relevante myndigheder og organisationer.

Vi skal fastholde den høje tandsundhed i Danmark. Her er faglighed og kvalitet nøgleordet.

Tandlægeklinikker skal bygges på faglighed og patientsikkerhed – ikke på penge og profit.

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.