Der vises bisser på Mændenes Hjem

Hos Bisserne på Mændenes Hjem er kontrasten mellem tandlægeklinik og herberg stor.
25. april 2019

Hos Bisserne på Mændenes Hjem er kontrasten mellem tandlægeklinik og herberg stor.

Reportagen er skrevet af journaliststuderende Julius Tromholt-Richter og Tore Bonnerup

Det nylagte blå gulv skinner på tandklinikken Bisserne i Mændenes Hjem ved Istedgade på Vesterbro. Den sterile, velkendte lugt af tandklinik præger rummet. Den specialdesignede tandklinikopvaskemaskine hvæser, mens gårsdagens tandremedier steriliseres. Bag den dobbeltlåste dør gemmer sig en anden virkelighed end hos de fleste andre tandlægeklinikker i landet. Klinikken ligger på 2. sal dybt inde i Mændenes Hjem.

Den hvide dør på gangen  
For at komme ind på tandklinikken skal man igennem Mændenes Hjem. Indenfor døren ligger to hjemløse og sover rusen ud. Nogle drikker øl, mens andre får et skud kokain. 
 
På 2. sal er der gule døre overalt, som fører ind til herbergværelserne. Her bor folk i op til tre-fire måneder ad gangen. På gangen lugter der af en blanding af fodsved, afføring, alkohol, cigaretter og hash. Den eneste hvide dør på gangen er ind til tandklinikken. Der står "Bisserne – De hjemløses tandklinik" på skiltet. Bag døren lugter der ikke.  


Nina Richter og Tina Styvel er i gang med at rodbehandle en tand hos Bisserne i Mændenes Hjem. Foto: Tore Bonnerup

Tandlægernes venteværelse 
Tandklinikken består af to rum. Det ene er operationsrummet, hvor tandlægestolen, røntgenapparat, sugeslanger og  tandinstrumenterne befinder sig. Det andet rum er det lille kontor. Det er her, computeren står. Det er her, tandlægerne klæder om. Det er her, de spiser frokost sammen. Det er her, de venter. Venter på, om patienterne dukker op. 

Selvom der er mange patienter på dagens liste over tandlægetider, er det langt fra sikkert, alle møder op. Telefonen ringer nede fra kontaktstedet, en patient er klar. Klinikmanageren Tina Styvel går altid ned og henter patienten. Hver gang.

Ind ad døren kommer Tina med Jamal. Han er midt i halvtredserne, psykisk syg og har kun én tand tilbage. Han har ondt i munden. Jamal sætter sig i tandlægestolen, mens den frivillige tandlæge Nina Richter tager proteserne ud og undersøger hans mund. Jamal ligger helt stille, mens tandlægen er i gang. Han har et stort sår i munden. Hans proteser gnaver. Hurtigt tager Nina Richter fat i en sliber og sliber protesen. Den skingre tone af en slibemaskine overdøver hele klinikken. Jamal siger mange tak for hjælpen og går ud af døren. Imens ventes der på, at telefonen atter ringer.

Julestemning og dårlige tænder  
I kontoret er der pyntet op til jul. Der er julehjerter på skabene over vasken. Nissemænd, der hænger under lampen. Udenfor på gangen smækker dørene, og højtråbende stemmer høres, men  herinde, bag de låste døre, forsvinder stemningen ikke. Mens der ventes på næste patient, bliver der spist lagkage. Lagkagehuset donerer ofte deres rester til Mændenes Hjem. Snakken går løs hen over skrivebordet, der også fungerer som kaffebord. Telefonen ringer igen. Hurtigt bliver alt kage og tallerknerne ryddet op. Tina Styvel går ned efter Mikael, der har tandpine.  

Mikael har været hjemløs i seks år. Normalt er han på Bissernes tandklinik på Kofoed Skole. Han har aldrig været på Mændenes Hjem før. Men grundet en alvorlig tandpine kom han her akut. 

”Jeg spiste en flæskesteg, og så knækkede min tand. Først skulle jeg på en privatklinik ude i Fields shopping center, men han vil have 2500 kroner for det. Og jeg har ikke de penge til at bare at smide ud,” siger Mikael. Selvom han er hjemløs, går han stadig op i sine tænder. ”Uden tænder kan jeg jo ikke få noget at spise, så kan jeg ikke tygge. Ellers så dør jeg bare stille og roligt,” siger han. 
 
Tandlægen Nina Richter kigger på ham. Sugeslangerne overdøver al lyd, mens det samler spyttet i Mikaels mund. Nina Richter konstaterer, at der er for meget betændelse til, at der kan gøres noget ved den knækkede tand. Han skal på antibiotikakur først og må komme igen i næste uge. ”Hvis ikke jeg kunne få tandbehandling her, så havde jeg bare fået noget mere farmaceutika i hovedet for at glemme smerterne,” siger Mikael.        
 
Pludselig lyder overfaldsalarmen, der sidder i buksestrengen på Klinikmanageren. Hun kigger på den og siger, hvis den lyder igen, så er politiet også tilkaldt. Et eller andet sted på Mændenes Hjem er der nu et overfald i gang. Men som hun siger: ”Alle andre i huset har pligt til at løbe til. Det kan vi ikke som tandlæger.”
 

 
Senest opdateret 25. april 2019