Ny tandlægeuddannelse i Hjørring droppes: Fornuften har sejret

Regeringens planer om en ny tandlægeuddannelse i Hjørring er skrinlagt, og man vil i stedet optage flere på de eksisterende tandlægeuddannelser. Tandlægeforeningen glæder sig over beslutningen.
22. marts 2022
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

I juni sidste år indgik regeringen og en række partier en politisk aftale om at undersøge muligheden for at etablere en ny tandlægeuddannelse i Hjørring. Forslaget var en del af regeringens uddannelsesudspil.

Tandlægeforeningen er samtidig lykkedes med at fastholde de mange millioner til området og få oprettet flere studiepladser på de to eksisterende tandlægeuddannelser i Aarhus og København. Der lægges op til 30-40 flere nye studiepladser.

En beslutning, der glæder Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist:

”Vi er utrolig glade for, at der er blevet lyttet til os. Jeg vil gerne i den forbindelse kvittere for den gode dialog, vi har haft med Venstre og Det Konservative Folkeparti. Danmark har brug for flere tandlæger, og vi har allerede to stærke fagmiljøer i København og Aarhus, som både hurtigere og billigere ville kunne bidrage til at løse den akutte samfundsudfordring, vi står over for,” fastslår Susanne Kleist.

Ifølge Susanne Kleist ville en ny tandlægeuddannelse i Hjørring have vanskeligt ved at tiltrække nok kvalificerede undervisere og forskere, ligesom skolen ikke ville have det patientgrundlag, det kræves, hvis man skal sikre en uddannelse på et højt fagligt niveau. Og da etableringen af uddannelsen samtidig ville have lange udsigter, ville det heller ikke løse den aktuelle tandlægemangel.

Der mangler tandlæger i Danmark

Tandlægemanglen giver allerede nu lange ventetider og længere transport til tandlægen. Det kan i sidste ende give tandsmerter og forværring af sygdom, forklarer Susanne Kleist.

”Vi forventer, at behovet for forebyggelse og behandling vil stige i fremtiden. Både på grund af et større antal ældre, der bevarer egne tænder og kræver mere tandpleje, og fordi de 18-21-årige fremover får tilbudt gratis tandpleje. Patienternes øgede behandlingsbehov og den større kompleksitet øger behovet for tandlægers kompetencer, og det er derfor vigtigt, at det netop er tandlæger, der uddannes flere af,” siger Susanne Kleist.

Tandlægeforeningen har derfor i flere år advaret politikerne om, at der ikke blev uddannet nok tandlæger. Foreningen har derfor anbefalet, at man optog flere tandlægestuderende og tilførte de nødvendige ressourcer for at opretholde kvaliteten og fagligheden på uddannelsen.

Udover flere tandlægestuderende vil regeringen igangsætte et udviklingsarbejde for at styrke regionaliseringen af tandlægeuddannelsen. Et udviklingsarbejde som Tandlægeforeningen gerne bidrager til:

”Vi stiller gerne vores viden, erfaringer og analyser til rådighed for regeringen med henblik på at gøre uddannelsen mere regional,” siger Susanne Kleist.

For yderligere information:
Gitte Almer Nielsen, kommunikationschef, tlf. 61 33 86 46, gan@tdl.dk
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 26 82 18 24, chh@tdl.dk 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.