Dit barns madpakke kan være en sukkerbombe

Tørret frugt og kiks, som nogle børn får med i madpakken, kan indeholde store mængder sukker, der kan give huller i tænderne. Vælg frugt og grønt i stedet og husk at hjælpe barnet med tandbørsten.
10. august 2020
Bemærk: Denne nyhed er mere end et år gammel og kan indeholde forældet information.

Mange børn starter i skole i disse uger, og det kan være fristende at give dem en müslibar eller noget tørret frugt med i madpakken, så de har energi til hele dagen. Men mellemmåltider, der ved første øjekast ser sunde ud, kan indeholde store mængder sukker, som kan give huller i tænderne. Det viser Tandlægeforeningens undersøgelse af mellemmåltider.

”Vores undersøgelse viser, at mange mellemmåltider indeholder næsten lige så meget sukker som slik og sodavand. Tørret frugt og müslibarer er særligt slemme, fordi sukkeret klistrer til tænderne. Det er de sukkerholdige ting, som børn indtager mellem hovedmåltiderne, der giver størst risiko for huller i tænderne, fordi sukkeret er i munden i længere tid,” advarer Tandlægeforeningens formand Susanne Kleist.

19,5 sukkerknalder i en pose tørret ananas
Ifølge Fødevarestyrelsen spiser seks ud af 10 børn og unge for meget sukker. Tandlægeforeningens undersøgelse viser, at en flaske økologisk hyldeblomstsaft indeholder, hvad der svarer til 16 sukkerknalder, og at der er 19,5 sukkerknalder i en pose tørret ananas. Og da disse tal kun dækker over mængden af tilsat sukker og ikke naturligt sukker fra fx frugt og mel, er det reelle sukkerindhold i mange tilfælde langt højere.

”Alle sukkerarter bortset fra kunstige sødemidler kan give huller i tænderne, men nogle sukkerarter er værre for tænderne end andre. Det er fx hvidt sukker og rørsukker, som giver mere plak på tænderne, der kan udvikle sig til huller i tænderne,” forklarer Susanne Kleist. Hun anbefaler, at man giver sit barn frugt og grønt med i madpakken fremfor produkter med tilsat sukker, da det er sundere for både tænder og krop.

Hjælp barnet med tandbørsten
Det er også vigtigt at give børn nogle gode tandplejevaner. Ifølge Susanne Kleist bør forældre hjælpe barnet med at børste tænder helt frem til, at barnet er 10-12 år. Det er nemlig først, når barnet er 10-12 år, at det motorisk er i stand til at klare tandbørstningen grundigt nok selv. Indtil da bør en voksen børste eller børste efter mindst én gang dagligt, så man er helt sikker på at få børstet alle tænderne ordentligt rene.

Gode råd

  • Giv barnet frugt og grønt fremfor sukkerholdige mellemmåltider
  • Tilbyd barnet vand fremfor sukkerholdige drikke som sodavand og saft
  • Hjælp barnet med at børste tænder to gange om dagen (morgen og aften)
  • Brug en blød tandbørste med et lille børstehoved og et godt greb
  • Brug altid tandpasta med fluorid
    • Børn under 6 år: Brug hvad der svarer til dit barns lillefingernegl
    • Børn over 6 år: Brug hvad der svarer til 1 cm tandpasta
  • Børst alle tænder grundigt med cirkulære bevægelser.

 

 

© Tandlægeforeningen. Du må gerne citere fra denne artikel, men du skal angive Tandlægeforeningen som kilde.