Tandlægemangel

Der mangler tandlæger i Danmark - især specialtandlæger i tandregulering. Det kan gå ud over tandsundheden.

Der mangler tandlæger i store dele af Danmark. Det viser både Sundhedsstyrelsens Tandplejeprognose 2018-2040 fra 2019 og Tandlægeforeningens egne undersøgelser.

Manglen på tandlæger går ud over patienterne og kan give lange ventetider, længere transport til tandlægen, tandsmerter og forværring af sygdom.

Erfaringer viser, at børn får en dårligere tandsundhed, hvis de sjældent bliver tilset, for så er det sværere at forebygge og opdage tandsygdom. Hvis der er lang ventetid på at komme til specialtandlæge i tandregulering, kan tandbehandling blive mere kompliceret og langvarig og i værste fald give varige gener.

Sundhedsstyrelsens prognose
Ifølge Sundhedsstyrelsens tandplejeprognose fra 2019 vil antallet af tandlæger falde i de kommende år, mens der bliver flere specialtandlæger, tandplejere og kliniske tandteknikere. Hvis udbuddet af tandlæger ikke øges, vil man få tiltagende udfordringer med at rekruttere tandlæger i hele Danmark de næste 10 år.

Stor mangel på tandlæger
Mere end hver femte klinik i privat praksis har haft svært ved at rekruttere tandlæger det seneste halve år. Problemet er størst i Region Syddanmark og Region Nordjylland. Det viser Tandlægeforeningens undersøgelse fra 2021 blandt 553 klinikejere. Ifølge deltagerne i undersøgelsen er der på landsplan 127 ubesatte tandlægestillinger, men det faktiske tal estimeres til at være omkring 200, da det ikke er alle klinikejere, der har medvirket i undersøgelsen. Problemerne med at rekruttere tandlæger kan give lang ventetid. Tandlægeforeningens undersøgelse fra 2019 blandt over 700 klinikejere viser, at halvdelen af klinikkerne har en ventetid på mindst en måned, og hver 10. klinik har lukket for tilgang. Hver femte tandlæge har decideret afvist patienter grundet travlhed.

Der mangler også tandlæger i børne- og ungdomstandplejen. Det viser Tandlægeforeningens undersøgelse fra 2019 blandt overtandlægerne i kommunerne. Lidt over halvdelen af klinikkerne har haft svært ved at rekruttere tandlæger inden for det sidste år, og en tredjedel har ubesatte tandlæge- eller tandplejestillinger. Hos 17 procent af klinikkerne er der 3-6 måneders ventetid eller mere. Problemet med tandlægemangel er størst i Region Nordjylland og Syddanmark.

Der er udpræget mangel på specialtandlæger i tandregulering i hele landet. Hver fjerde kommune mangler en specialtandlæge i tandregulering, og i nogle kommuner er ventetiden flere år for de børn, der venter længst. Det viser en undersøgelse blandt 58 overtandlæger, som Tandlægeforeningen lavede i 2020. I 2020 sendte Tandlægeforeningen og KL en fælles appel til Sundhedsstyrelsen om at øge dimensioneringen af specialtandlæger i tandregulering, da man ellers frygter, at det går ud over børn og unges tandsundhed.

Tandlægeforeningen mener:

  • Der er udsigt til, at store årgange af tandlæger går på pension, og samtidig er der flere ældre, der bevarer egne tænder, som skal passes. Man bør derfor fastholde det nuværende optag af tandlægestuderende og eventuelt øge optaget moderat for at modvirke tandlægemangel. Løsningen består ikke i at få flere tandlæger til yderområderne, idet tandlæger er gode til at etablere sig i yderområderne, og arbejdsløsheden blandt tandlæger er nærmest ikke eksisterende.
  • Tandlægeuddannelsen er blevet beskåret i de senere år, men der kan ikke spares mere. Tværtimod er det afgørende, at der følger bevillinger med til at finansiere tandlægeuddannelsen for at opretholde den høje kvalitet og faglighed.
  • Der uddannes kun omkring en håndfuld specialtandlæger i tandregulering årligt. Det er ikke nok til at dække behovet i kommunerne. Ikke mindst fordi vi forventer stigende børnetal og større efterspørgsel på tandregulering i fremtiden. Der skal derfor årligt oprettes 1-2 flere uddannelsesstillinger, og der skal følge bevillinger med til at finansiere uddannelsen.