Faglighed og forbeholdt virksomhed

Tandlægers høje faglighed fastholdes gennem relevant efteruddannelse. Tandklinikker skal fortsat ejes af tandlæger – ikke af kapitalfonde.

En stærk tandlægeuddannelse
Tandlægeuddannelsen skal til enhver tid tage udgangspunkt i den kompetence, som den færdige kandidat skal have for at varetage arbejdet som tandlæge nu og i fremtiden. Denne kompetence kan sammenfattes i kundskab og forståelse, færdigheder, faglige og etiske holdninger.

Undervisningen på tandlægeuddannelsen skal fortsat være forskningsbaseret, og uddannelsen skal vægte de faglige og etiske områder, der bedst tjener den enkelte patients tandsundhed.

Løbende efteruddannelse
Tandlægeprofessionen er i stadig udvikling, og det omgivende samfund stiller stadig større krav til de sundhedsfaglige ydelser, som tandlæger skal kunne levere. Tandlægeforeningen har som mål, at den enkelte tandlæge løbende efteruddanner sig for at opdatere og udbygge sin viden, således at behandlerens høje kvalitet fastholdes gennem hele arbejdslivet.

Den enkelte tandlæge skal derfor opdatere og udbygge sin viden gennem hele sit erhvervsaktive liv for at fastholde den høje faglige kvalitet i tandplejen. Tandlægeforeningen arbejder for, at foreningens medlemmer deltager i løbende udvikling og styrkelse af egne kompetencer.

Tandpleje er en sundhedsydelse – ikke et investeringsobjekt
I Danmark har vi en tandpleje og tandsundhed i verdensklasse. Det bekræftes, hvis man sammenligninger Danmark med andre lande. Den høje tandsundhed er skabt gennem fokus på forebyggelse og bygger på en stærk faglighed hos tandlægerne. I det danske tandplejesystem er målet, at patienten skal behandles så lidt som muligt, men så meget som det er nødvendigt ud fra en tandlægefaglig vurdering. I dag skal tandlægen eje mere end 50 procent af klinikken, og tandlægen har den be-stemmende indflydelse på klinikken – sådan skal det også være i fremtiden.

Tandlægeforeningen mener:

  • Alle erhvervsaktive medlemmer af Tandlægeforeningen anbefales at deltage i 25 timers efteruddannelse om året for at opnå kontinuerlig efteruddannelse og dermed sikre livslang læring og optimal faglig udvikling
  • Tandlægen har fokus på tandsundhed, mens kapitalfonde kun skal tjene penge. Derfor skal tandlæger fortsat eje mere end 50 procent af en klinik og have den bestemmende indflydelse på klinikken. Det giver rum for både enkeltmandsklinikker og tandlægekæder
  • Tandlægekæder kan være en fin måde at drive klinikker på, men det vigtigste er, at det faglige grundlag er i orden. Det må aldrig blive sådan, at hensynet til en udefrakommende investors mål om indtjening kommer til at veje tungere end hensynet til borgerens behov for forebyggelse og behandling.

Læs mere
Tandlægeforeningens uddannelsespolitik
Tandlægeforeningens forskningspolitik