Tandlægerne stemmer nej til overenskomstforslag med HK

Tandlægeforeningens medlemmer har med et klart flertal sagt nej til overenskomstforslag med HK. Tandlægerne vil ikke gå med til store stigninger i løn og pension under coronakrisen. Mange klinikker kæmper for at overleve økonomisk, og så kan vi ikke hæve lønnen samtidig, siger formand for klinikejerne Torben Schønwaldt.
25. marts 2020

”I denne krisetid med corona er store stigninger i løn og pension helt skævt. Klinikkerne styrtbløder. Vi taber op mod 98 % af vores omsætning for tiden, og mange klinikejere kæmper for overhovedet at kunne fortsætte klinikken. Vi har ikke råd til lønstigninger. Det vil være uansvarligt, vi står i en helt anden virkelighed end for bare 3 uger siden,” siger formand for klinikejerne Torben Schønwaldt.

Forslaget til en ny overenskomst med HK blev forhandlet i forlængelse af resultatet på det øvrige arbejdsmarked, hvor der blev givet betydelige lønstigninger. Men tandlægerne har nu forkastet forslaget til overenskomst med et klart flertal på 75 %.

Tandlægeforeningen vil meddele HK resultatet af afstemningen. Herefter vil forligsmanden indkalde til forhandlinger for at se, om det vil være muligt at finde en løsning, som er acceptabel for begge parter.

”Lige nu handler det om at overleve og at fastholde dansk tandpleje på samme niveau som før med et net af klinikker over hele landet. Vi står med ryggen mod muren og må sende medarbejdere hjem. Så kan vi selvfølgelig ikke samtidig hæve lønningerne på HK-området,” siger Torben Schønwaldt.

For yderligere oplysninger:
Charlotte Bender, kommunikationschef, tlf.: 24 59 04 69, cbe@tdl.dk