Tandlægestuderende får penge til forskning i udbredt sygdom

PRESSEMEDDELELSE
16. november 2018

Pernille Rikvold, tandlægestuderende på Københavns Universitet, har fået tildelt et scholarstipendium på 162.000 kroner fra Tandlægeforeningen. Pengene skal bruges til at forske i diagnostik af svampeinfektion i munden.

Hvidlige belægninger, røde forandringer i mundslimhinden, svien og smagsændringer. Det er typiske symptomer på svampeinfektion i munden, som er en hyppig sygdom i mundslimhinden. Med et scholarstipendium fra Tandlægeforeningen skal 23-årige Pernille Rikvold, tandlægestuderende på Københavns Universitet, det næste års tid forske i en metode, der hurtigt, nemt og billigt kan afsløre sygdommen.

”Det betyder meget for mig at modtage Tandlægeforeningens scholarstipendium. Jeg har i noget tid leget med tanken om at forske, og da jeg fik muligheden for at ansøge om stipendiet, greb jeg chancen, og det har jeg ikke fortrudt. Det er spændende at få lov til at fordybe sig i et projekt over længere tid, for det har man ikke tid til på tandlægestudiet,” fortæller Pernille Rikvold, som begyndte på forskningsprojektet den 1. september. Forskningsresultaterne offentliggøres i Tandlægebladet til næste år.  

Mange årsager til svampeinfektion i munden
Halvdelen af befolkningen er bærere af gærsvampen Candida albicans. Den kan være helt ufarlig, men hvis den får gode vækstbetingelser, kan der udvikles en infektion, som i fagsprog kaldes oral candidose. Antibiotikabehandling er en af de typiske årsager til svampeinfektion, da antibiotika dræber bakterierne i munden, men ikke svampene. Nedsat immunforsvar, vitaminmangel, blodmangel og almen sygdom som diabetes øger risikoen for sygdommen, ligesom forhold i munden – fx rygning, nedsat spytmængde, brug af proteser, dårlig mundhygiejne og et stort indtag af sukker – også kan give svampeinfektion i munden.

Hurtig, nem og billig metode
Ifølge Pernille Rikvold er det i dag både dyrt og besværligt at tjekke for svampeinfektion, fordi tandlægen skal tage et skrab fra mundhulen, der skal undersøges i et mikroskop, og her kan svampearten ikke bestemmes. Hun skal i sit forskningsprojekt udvikle en metode, så svampeinfektion kan diagnosticeres hurtigere, nemmere og billigere. Pernille Rikvold forventer, at metoden kan afsløre, hvilke svampearter der er årsag til infektionen, så tandlæger fremover kan målrette behandlingen, og der på sigt udvikles mindre resistens over for medicin mod svamp. Hun håber, at metoden kan bruges på tandklinikker og sygehuse inden for en overskuelig fremtid.

Håndboldspiller med dansk-norsk baggrund
Pernille Rikvold er født og opvokset i Oslo i Norge. Hun har en dansk mor, og i 2014 flyttede hun til Danmark for at starte på tandlægestudiet. Håndbold har i mange år været Pernille Rikvolds store passion, men nu er håndbolden udskiftet med træning i det lokale fitnesscenter og et studiejob hos en tandlæge. Pernille Rikvold satser på at blive i Danmark, når hun i sommeren 2020 er færdiguddannet, men hun har ikke planlagt sin karriere. ”Jeg kunne måske godt overveje at tage en ph.d. senere, da det er spændende at forske, men jeg vil også gerne prøve at arbejde i praksis med børn og voksne patienter,” siger Pernille Rikvold. 

Pernille Rikvold modtog scholarstipendiet af formanden for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg, i Aarhus fredag den 16. november ved Tandlægeforeningens Symposium. Symposium er et årligt tilbagevendende efteruddannelsesarrangement, hvor danske tandlæger bliver opdateret af eksperter fra ind- og udland på den nyeste viden inden for et specifikt emne. I år deltog 1200 tandlæger og tandplejere for at blive klogere på, hvordan man giver ældre patienter den bedst mulige behandling.

Download foto her

For yderligere information kontakt venligst:
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk
Charlotte Bender, kommunikationschef, Tandlægeforeningen, tlf.: 24 59 04 69, cbe@tdl.dk

Senest opdateret 16. november 2018