De mest syge patienter mister tilskud til tandundersøgelser

PRESSEMEDDELELSE
06. december 2016

Sundhedsstyrelsens seneste ændring af retningslinjen for ”røde” patienter rammer de mest syge patienter på økonomien og tandsundheden. Det skriver Tandlægebladet.

Indtil i sommer har de mest syge patienter kunnet få tilskud til det antal kontrolundersøgelser, som tandlægen har fundet nødvendigt. De mest syge patienter, som er i den røde kategori, har typisk behov for at gå til tandlæge ofte. Men nu kan ”røde” patienter ikke længere automatisk få tilskud til alle de nødvendige undersøgelser. Regionerne giver nemlig ikke længere tilskud til en såkaldt Fokuseret Undersøgelse (FU), hvis den foretages tidligere end tre måneder efter den første FU. Det betyder, at tandlæger ikke længere kan indkalde en fx strålebehandlet patient til et månedligt tjek med tilskud. Sundhedsstyrelsen ændrede retningslinjen på området i sommer. Ændringen har levet et stille liv, indtil nogle regioner er begyndt at afvise regninger på FU, som er sket med kortere intervaller end tre måneder.

”Det her kommer til at ramme især de patienter med ekstrem mundtørhed, hvor der er behov for at de følges tæt, hvis deres cariesudvikling ikke skal komme ud af kontrol. Jeg frygter, at vi kommer til at se patienter, der fravælger de fokuserede undersøgelser af økonomiske årsager, fordi de ikke længere får tilskud. Og det kommer til at gå hårdt ud over deres tandsundhed,” siger Torben Schønwaldt, der er formand for Klinikejerudvalget i Tandlægeforeningen. Han fremhæver bl.a. patienter i kemobehandling, patienter, der har modtaget strålebehandling i hoved- og halsregionen, demente og patienter med Sjøgrens Syndrom.

Faglighed over retningslinjer

Torben Schønwaldt understreger, at det er vigtigt, at fagligheden står over retningslinjerne. ”Jeg har ikke tænkt mig at følge retningslinjerne, når det gælder de røde patienter, som har brug for en tættere monitorering, end retningslinjerne lægger op til,” siger han. Og her bakkes han op af Styrelsen for Patientsikkerhed. ”Styrelsens indfaldsvinkel er altid patientsikkerheden, og det skal også være tandlægens. Det vil altid være en konkret vurdering hvilken behandling, der skal tilbydes,” siger overtandlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, Mette Halberstadt.

Hvad er en rød patient?

Er du rød patient, har du aktiv sygdom i tænder, tandkød eller mundhule, og tandlægen vurderer, at du ikke selv er i stand til at gøre det bedre og derfor har behov for hyppigere tandlægebesøg. Tandlægen sætter forebyggelse og behandling i gang, og du vil blive indkaldt efter behov – typisk oftere end en gul patient.

Hvad er en Fokuseret Undersøgelse (FU)?

En fokuseret undersøgelse er kort sagt en kontrolundersøgelse, der fokuserer på et aktuelt sygdomsproblem, fx caries eller parodontitis.

Er du grøn, gul eller rød?

Læs hele Tandlægebladet

Husk at kreditere Tandlægebladet, hvis du bringer denne nyhed.

For nærmere information kontakt:

Charlotte Holst, kommunikationskonsulent, tlf. 33 48 77 31/26 82 18 24, chh@tdl.dk

Claus Jørgensen, kommunikationschef, tlf.: 70 25 77 11/21 26 56 98, cj@tdl.dk

Senest opdateret 06. december 2016