TF og HK/Privat går sammen om at tiltrække de bedste tandklinikassistenter

Tandlægeforeningen støtter op om DM i Skills, der markedsfører tandklinikassistentuddannelsen. Formålet er at tiltrække og uddanne flere og dygtigere klinikassistenter.
27. marts 2019

Tandlægeforeningen støtter op om DM i Skills, der markedsfører tandklinikassistentuddannelsen. Formålet er at tiltrække og uddanne flere og dygtigere klinikassistenter.

Hvordan bliver man klinikassistent? Hvad gør faget spændende? Og hvad vil det sige at være klinikassistent? Det får mange unge svar på til DM i Skills i april, hvor Tandlægeforeningen deltager sammen med HK/Privat for at markedsføre uddannelsen til tandklinikassistent.
 
DM i Skills er det store årlige Danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Arrangementet markedsfører erhvervsuddannelserne ved at lade 300 af de dygtigste elever dyste om at blive landets bedste inden for deres fag. Alle 8. klasser fra hele landet deltager i arrangementet, som i år finder sted den 4-6. april i Arena Næstved. Tandlægeforeningen deltager ikke i selve konkurrencen, men har en stand sammen med HK/Privat og EUC Sjælland. 
 
Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen, fortæller her hvorfor Tandlægeforeningen har valgt at støtte op om DM i Skills: 
 
”Klinikassistenter spiller en afgørende rolle på klinikken. De er med til at give et godt førstehåndsindtryk og opretholde et højt serviceniveau, og samarbejdet mellem tandlæge og klinikassistenter er vigtigt for et godt behandlingsforløb. Vi ser desværre et stort frafald på uddannelsen til klinikassistent, og en del medlemmer oplever problemer med at rekruttere dygtige klinikassistenter. Vi har valgt at støtte op om DM i Skills, da det er en unik mulighed for at markedsføre uddannelsen og hvervet som sådan over for en masse unge, som snart skal til at vælge uddannelsesretning. Vi håber, at det kan få flere dygtige unge til at søge ind på uddannelsen, så vi undgår rekrutteringsudfordringer i fremtiden,” siger Torben Schønwaldt.
 
DM i Skills er åben for alle interesserede, og der er gratis adgang til arrangementet. 
 
Læs mere om DM i Skills

Senest opdateret 27. marts 2019