Uddannelsespolitik

Baggrund

En tandlæge skal fungere i et samfund, hvor der stilles krav fra flere aktører; dels fra patienter, som stiller krav til tandlægens viden og kunnen, dels fra medarbejdere og offentlige myndigheder, som stiller krav til tandlægens ledelsesmæssige og administrative evner.

Forskning inden for det sundhedsvidenskabelige område fører til en stadig større mængde viden, som betyder, at tandlægestuderende skal erhverve en stigende sum af kundskaber og færdigheder. Dette gælder såvel inden for biologiske basisdiscipliner som inden for traditionelt anvendte og nye diagnostiske og behandlingsmæssige metoder. Disse krav set i sammenhæng med, at tandlægeuddannelsen har en given tidsramme, skaber et dilemma.

Derfor vil fastholdelse af den høje faglige kvalitet i tandplejen i stigende grad kræve, at den enkelte tandlæge gennem hele sit erhvervsaktive liv opdaterer og udbygger sin viden.

Tandlægeforeningens uddannelsespolitiske mål og strategier
På baggrund af de problemstillinger, der er skitseret ovenfor, er det

Tandlægeforeningens uddannelsespolitiske mål at arbejde for:

  • At tandlægeuddannelsen til enhver tid tager udgangspunkt i den kompetence, som den færdige kandidat skal have for at varetage arbejdet som tandlæge nu og i fremtiden. Denne kompetence kan sammenfattes i følgende begreber:
    • kundskab og forståelse (evnen til at fremskaffe, analysere og anvende relevant viden),
    • færdigheder (evnen til i en konkret patientsituation at anvende viden og kliniske færdigheder),
    • faglige holdninger, herunder etiske, moralske og professionelle aspekter, som har indflydelse på interaktion med patienter, medarbejdere samt myndigheder og samarbejdspartnere inden for sundhedsvæsenet.
  • At undervisningen på tandlægeuddannelsen fortsat er forskningsbaseret.
  • At tandlægeuddannelsen vægter de faglige områder, der tjener patienternes orale sundhed bedst. For at indfri dette politiske mål vil Tandlægeforeningen på det strategiske niveau bl.a. arbejde for:
  • At der løbende foretages tilpasninger af tandlægeuddannelsens curriculum.
  • At tandlægeuddannelsens curriculum til stadighed udbygges med den nyeste viden og samtidig tilgodeser eksisterende, stadigt anvendte metoder og fagområder.
  • At tandlægeuddannelsen optræner evnen til livslang læring.
  • At tandlægeuddannelsen videreføres i en formaliseret systematisk turnusuddannelse, som skal afløse den nuværende ordning, der giver tandlæger ret til selvstændigt virke. For at indfri dette politiske mål vil Tandlægeforeningen på det strategiske niveau arbejde for:
  • At turnusuddannelsen tilrettelægges i et systematisk forløb, som supplerer tandlægeuddannelsen og udbygger kandidatens færdigheder, specielt inden for de kliniske discipliner, men også inden for administration og ledelse.

Godkendt af Hovedbestyrelsen den 18. juni 2020.

Nærmere oplysninger kan fås hos Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11 eller mail cbe@tdl.dk