Det mener Tandlægeforeningen om tandsygdomme som bivirkning af medicin

Der bør indføres en tilskudsordning for patienter med et ekstra stort behov for tandbehandling pga. mundtørhed qua medicin.

Hvordan er sammenhængen mellem medicin og tandsygdomme? Og hvad er problemet?
Mange typer medicin har den bivirkning, at man bliver tør i munden. Medicinen medfører, at man producerer mindre spyt, eller at spyttets sammensætning ændres. Nedsat spytproduktion er et problem for tænderne, fordi spyttet beskytter mod caries (huller i tænderne). Det er ikke usædvanligt, at mennesker, der aldrig har haft caries af betydning, pludselig får caries i mange tænder på en gang, efter at de er begyndt at bruge medicin. Størstedelen af de mennesker, der får caries som følge af medicinforbrug, er overladt til selv at betale langt det meste af regningen for behandlingen – ofte en regning på et femcifret beløb.

Hvilke tandsygdomme kan medicin forårsage?
Først og fremmest caries (huller i tænderne). Hvis caries ikke bliver behandlet i tide, kan det være nødvendigt at rodbehandle tanden, og i værste fald må tanden trækkes ud. Nogle får også sår i munden, svampeinfektioner i munden, dårlig ånde eller betændelse i tandkødet.

Hvilke befolkningsgrupper rammes af problemet?
En meget stor del af de personer, der tager medicin, kan blive ramt. Forskere vurderer, at 500.000 voksne danskere lider af mundtørhed, der skyldes medicinforbrug. Det er dog ikke dem alle, der får sygdom i tænderne, og tandsygdomme som bivirkning af medicin kan forebygges hos en del af patienterne med ekstra grundig mundhygiejne samt andre tiltag.

I 2017 gennemførte Tandlægeforeningen en undersøgelse, som viste, at 98 % af tandlægerne har patienter med tandsygdomme pga. mundtørhed, der skyldes medicinforbrug. To ud af tre tandlæger oplever, at der er blevet flere af disse patienter inden for de seneste 10 år.

Blandt de typer medicin, der har mundtørhed som bivirkning, er primært medicin mod psykiske lidelser, allergi og astma samt blodtryksregulerende og vanddrivende medicin, morfin og cellegift (kemoterapi).

Hvad kan sundhedsvæsenet og plejesektoren blive bedre til?
Det er vigtigt, at de forskellige faggrupper i sundhedsvæsenet og plejesektoren bliver endnu bedre til at informere om mundtørhed. Både hos de praktiserende læger, på hospitalerne, inden for psykiatrien, på apotekerne, inden for hjemmeplejen og på plejecentrene oplyses der om, at medicin ofte giver mundtørhed. Men det er desværre også almindeligt, at patienterne ikke får at vide, at mundtørhed kan føre til caries. Derfor bør alle sundhedsvæsenets faggrupper OG personalet på bosteder og plejecentre
blive bedre til at fortælle patienter/beboere, at de skal til tandlæge, hvis de oplever mundtørhed pga. medicinforbrug. Tandlægen vil i så fald kunne rådgive om, hvordan man som patient kan forbedre mundhygiejnen. Desuden kan tandlægen i nogen grad forebygge caries med behandling med fluor.

Hvad kan man gøre politisk?
Tandlægeforeningen anbefaler, at der indføres en tilskudsordning for patienter, der har et ekstra stort behov for tandbehandling pga. mundtørhed, der skyldes medicinforbrug. Der findes lignende ordninger for visse kræftpatienter samt for patienter med Sjøgrens Syndrom og med sjældne medfødte sygdomme.

Hvis der parallelt med indførelse af en sådan tilskudsordning sættes ind med betydeligt styrket information og forebyggelse både inden for sundhedsvæsenet og i plejesektoren, er det vurderingen, at den offentlige udgift til en sådan tilskudsordning vil være på et niveau, der er sammenligneligt med de øvrige tilskudsordninger via sundhedsloven § 166.

Se i øvrigt Tandlægeforeningens patientinformation

Godkendt af Hovedbestyrelsen den 18. juni 2020.

Nærmere oplysninger kan fås hos Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11 eller mail cbe@tdl.dk