Sund mund – sund krop

Der er sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen.

Tandlægeforeningen mener, at:

  • Læger og tandlæger skal samarbejde tættere, og tandsundhed skal indgå som en del af vurderingen af den generelle sundhedstilstand på tværs af sundhedsvæsenet.
  • Viden om sammenhængen mellem sundhed i munden og sundhed i kroppen skal styrkes på tværs af sundhedsvæsenet. 
  • Sammenhængen mellem sund mund og sund krop bør være en del af både lægeuddannelsen og tandlægeuddannelsen. 

Fakta
Sygdom i munden hænger sammen med sygdom i resten af kroppen. Når man har en alvorlig sygdom i kroppen, har man ofte også sygdom i munden. Det kaldes multisygdom. Sygdommene kan gensidigt påvirke hinanden, og det er vigtigt, at læger og tandlæger samarbejder om behandlingen. De fleste danskere kommer hyppigere til tandlæge end til læge, så tandlægen kan opdage de første tegn på sygdom gennem forandringer i munden og henvise til læge.  
 
Betændelse i tænder og mund kan påvirke resten af kroppen og kan forværre betændelsessygdomme andre steder i kroppen. Betændelse i munden udgør en særlig risiko for mennesker, der har nedsat modstandskraft på grund af sygdom eller medicin. 

Op imod 40 procent af de voksne danskere har parodontitis. Det er en inflammatorisk sygdom i tændernes støttevæv. Det kaldes også ”de løse tænders sygdom”, fordi parodontitis kan føre til, at man taber tænderne. Der er sammenhæng mellem parodontitis og en række alvorlige sygdomme:  

  • Diabetes
  • Hjerte-kar-sygdomme
  • Psoriasis
  • Leddegigt
  • Osteoporose
  • Alzheimers sygdom
  • Parkinsons sygdom

Godkendt af Hovedbestyrelsen den 4. februar 2021.

Nærmere oplysninger kan fås hos Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11 eller mail cbe@tdl.dk