Ny aftale for voksentandplejen

Der skal indgås en ny aftale for voksentandplejen, og der skal skabes ordnede forhold for voksentandplejen.

Baggrund
I februar 2018 opsagde Danske Regioner Tandlægeoverenskomsten. Derefter besluttede Folketinget med fuld opbakning fra samtlige partier, at der skulle indføres en ny model for voksentandplejen. Regeringen nedsatte en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra forskellige ministerier, som skulle udarbejde forslag til fremtidige modeller i voksentandplejen. 

Udover arbejdsgruppen blev der nedsat et dialog- og inddragelsesforum i regi af Sundheds- og Ældreministeriet, som skulle bidrage til arbejdet med nye modeller for voksentandplejen. Tandlægeforeningen og andre aktører deltager i dette forum.

Der er endnu ikke kommet en ny model for voksentandplejen. Tandlægeforeningen har rykket ministeriet adskillige gange for fremdrift i arbejdet.

Tandlægeforeningen mener, at:

  • Der skal indgås en ny aftale for voksentandplejen, og der skal skabes ordnede forhold for voksentandplejen.
  • De eksisterende tilskudsordninger inden for voksentandplejen skal forenkles, så der gøres op med bureaukratiet og de uigennemskuelige krav til de forskellige tilskudsgrupper.

Tandlægeforeningens forslag til en aftale om voksentandplejen er blandt andet:

  • Sammenlægning af omsorgs- og specialtandplejen med socialtandplejen under en samlet og enkel model, som borgerne kender, forstår og bruger.
  • Tilskud fokuseres til dem, der har behovet: De mindre bemidlede, de udsatte og de syge.
  • De unge skal hjælpes økonomisk i gang med voksentandplejen, så vi undgår det store dropout på op imod halvdelen af en ungdomsårgang.
  • Væk med unødigt bureaukrati; lad os forenkle reglerne, så de ikke spænder ben for en god tandpleje målrettet den enkelte patient.
  • Sammenhængen mellem sund mund og sund krop er medicinsk velunderbygget; lad os sammentænke sundhedssystemet efter dette.
  • Forvaltningen af tandsundhedsområdet bør ligge i et og samme ministerium, så de opgaver, der er henlagt til fx Beskæftigelsesministeriets resort, flyttes til Sundheds- og Ældreministeriet. 

Godkendt af Hovedbestyrelsen den 4. februar 2021.

Nærmere oplysninger kan fås hos Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11 eller mail cbe@tdl.dk