Det mener Tandlægeforeningen om brugerbetaling

Brugerbetalingen skal sænkes – den rammer især en række udsatte grupper.

Tandlægeforeningen mener, at:

  • Det er positivt med et element af brugerbetaling inden for den almene voksentandpleje. Delvis brugerbetaling giver patienterne et medansvar for deres egen tandsundhed og får dem til at passe bedre på deres tænder. Men brugerbetalingen inden for voksentandplejen er blevet for høj. Den høje brugerbetaling rammer især en række udsatte grupper, som ikke har råd til at betale for nødvendige behandlinger.
  • Det er beklageligt, at man igen har fjernet offentlige tilskudsmidler fra den økonomiske ramme til den almene voksentandpleje. Brugerbetalingen for tandpleje er rigeligt høj i forvejen.
  • Fordelingen af brugerbetaling inden for sundhedsvæsenet er ulogisk og bør revurderes, så den høje brugerbetaling inden for voksentandplejen kan sættes ned på en måde, der tilgodeser patienter med aktiv sygdom i tænder og mund.
  • Den offentlige finansiering af børne- og ungdomstandplejen, omsorgstandplejen og regionstandplejen skal fastholdes.
  • Tilskud skal følge patienten og ikke bortfalde, hvis tandlægen har valgt at stå uden for særloven.

Fakta om brugerbetaling inden for tandplejen

 · Det offentlige yder hvert år ca. 4 mia. kr. til tandplejen. Ca. 1,4 mia. gives i tilskud til den almene voksentandpleje, mens resten går til børne- og ungdomstandplejen, regionstandplejen, omsorgstandplejen, helbredstillæg til pensionister samt personlige tillæg i overensstemmelse med pensions- og servicelovgivningen.

· Siden 1980 er den andel af tandlægeregningen, som patienten selv skal betale inden for den almene voksentandpleje, steget fra 55 til 82 %. Det vil sige, at det offentliges tilskud er reduceret fra 45 % til 18 % af de samlede udgifter til voksentandpleje. Den enkelte patient betaler altså væsentligt mere for at gå til tandlæge i dag end tidligere.

· I januar 2013 fjernede regeringen og Enhedslisten 180 mio. kr. i tilskud til den almene voksentandpleje (reduktion af tilskud til tandrensninger).

· I juli 2013 fjernede regeringen yderligere ca. 120 mio. kr. i tilskud til den almene voksentandpleje (bortfald af tilskud til kontrolydelse).

· I maj 2018 besluttede Folketinget, at den økonomiske ramme til tilskud til patienterne i den almene voksentandpleje skal være på 1,4 mia. kr., selv om der, jf. Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer, er behov for 1,7 mia. kr.

· For den del af voksenbefolkningen, der går til tandlæge, er egenbetalingen i gennemsnit 2.440 kr. årligt.

Godkendt af Hovedbestyrelsen den 18. juni 2020.

Nærmere oplysninger kan fås hos Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11 eller mail cbe@tdl.dk