Konkurrence: Kan du få unge til tandlægen?

Det er ikke sexet. Det koster penge, men før var det gratis. Du mærker konsekvenserne, hvis du springer det over, men formentlig først om nogle år. Er det dig og din klasse, der skal vinde 10.000 kroner ved at overbevise unge om, at de skal gå regelmæssigt til tandlæge?

Caries, syreskader, tandkødsbetændelse. Unge risikerer at udvikle tandsygdomme som disse, når de springer eftersynet hos tandlægen over. Og det er der mange, der gør. Næsten halvdelen af årgang 1996 – 32.000 20-årige – har ikke været forbi en tandklinik, siden de fyldte 18 år, viser tal fra 2016 fra Danske Regioner. Selvom et tandlægetjek koster under 300 kroner, synes mange unge, det er for dyrt. Nogle mener slet ikke, de har behov. Andre glemmer simpelthen at finde en ny tandlæge, når de forlader den gratis børne- og ungdomstandpleje.

Det er et problem, når unge fravælger tandlægen. Man kan gå rundt med forstadier til tandsygdomme, som man måske ikke mærker til og som kunne være taget i opløbet. Hvis tandsygdomme ikke opdages i tide, kan det blive både og smertefuldt for den enkelte, og det kan gå ud over livskvaliteten. Og det offentliges udgifter stiger, hvis der skal gives tilskud til større tandbehandlinger.

Det vil Tandlægeforeningen gerne forhindre med hjælp fra Danmarks unge. Vi har brug for jeres bud på, hvordan man overbeviser 18-20-årige om, at det er vigtigt at gå til tandlæge. Vi udlover derfor 10.000 kroner til den klasse, der udarbejder det bedste forslag til en kampagne målrettet 18-20-årige med budskabet Gå regelmæssigt til tandlæge.

Vi anbefaler, at I læser dette dokument (pdf) som baggrundsinformation og inspiration til kampagnen.

I henholdsvis 2013 og 2015 gennemførte Voxmeter en undersøgelse for Tandlægeforeningen om unges tandlægebesøg:
Læs undersøgelsen fra 2013
Læs undersøgelsen fra 2015

Konkurrenceregler

Hvem kan være med?
Konkurrencen er kun for elever på de gymnasiale uddannelser i Danmark (stx, hhx, htx, hf). Det er tilladt at tilmelde flere klasser fra den samme uddannelsesinstitution.

Hver klasse må aflevere max 5 kampagneforslag.

Tandlægeforeningen dækker ikke eventuelle udgifter i forbindelse med udarbejdelsen af kampagneforslag.

Præmier

  • Førstepræmien er en check på 10.000 kroner til klassen. Der bliver desuden arrangeret en præmieoverrækkelse - hvor og hvordan aftales nærmere med vinderen af konkurrencen.
  • Der uddeles en mindre anden- og tredjepræmie.
  • Der uddeles en særpris til det kampagneforslag, som får flest stemmer blandt de fem bedste forslag, som dommerpanelet udvælger. Afstemningen er åben og foregår via Tandlaegeforeningen.dk. Nærmere information om dette følger.

Fremtidig brug af kampagneforslag
Tandlægeforeningen forpligter sig ikke til at bruge det vindende kampagneforslag, men der er mulighed for, at forslaget bliver brugt, evt. med nogle justeringer. Tandlægeforeningen forbeholder sig retten til at bruge alle de indsendte kampagneforslag som inspiration til fremtidige kampagner.

Tilmelding til konkurrencen
Tilmelding til konkurrencen sker ved at sende en mail til chh@tdl.dk senest fredag den 13. oktober 2017. Skriv navn på uddannelsesinstitutionen og klassen/fagklassen samt navn og mail på den lærer, der er tilknyttet. Umiddelbart efter tilmeldingsfristen vil I modtage en mail, der bekræfter tilmeldingen.

Send jeres kampagneforslag til chh@tdl.dk senest torsdag den 21. december 2017. Alternativt kan I aflevere forslaget på Tandlægeforeningens adresse.


Hvad skal der indgå i kampagneforslaget?


Hvert kampagneforslag skal indeholde et produkt eller en dummy på et produkt og en kampagnestrategi.

Produkt
I skal aflevere et færdigt produkt eller en dummy på et produkt, der illustrerer kampagneideen. Det kan fx være en plakat, illustration, event, (tegne)film, app, hjemmeside, et spil eller en idé til en kampagne på Facebook, Snapchat eller Instagram.

Kampagnestrategi
I skal udarbejde en kampagnestrategi, som maksimalt må fylde 5 sider på dansk (eksklusiv eventuelle bilag). Følgende elementer skal indgå i kampagnestrategien:

Definer målgruppen
Definer jeres målgruppe for kampagnen. Den overordnede målgruppe er 18-20-årige i Danmark, men I bestemmer selv, om I vil indsnævre målgruppen yderligere – fx ud fra køn, socialt lag eller geografi.  Når I har defineret målgruppen, anbefaler vi, at I undersøger så meget som muligt om denne. Jo bedre man kender sin målgruppe, jo bedre kan man målrette sin kommunikation. I kan fx finde artikler eller statistikker, lave interviews med målgruppen eller benytte jer af forskellige livsstilsundersøgelser.

Definer budskabet
Definer budskabet – jo mere specifikt jo bedre. Det overordnede budskab er Gå regelmæssigt til tandlæge, men det er op til jer, om I vil nuancere budskabet yderligere.

Test på målgruppen
Test jeres forslag på målgruppen og beskriv tilbagemeldingerne. På den måde får vi en fornemmelse af, om jeres forslag vil virke på målgruppen. Det er op til jer, hvor mange I vil teste det på, og om I vil teste det som et led i processen, (inden I er færdige med forslaget og fx bruge tilbagemeldingerne på at justere forslaget), eller om I vil vente med at teste jeres forslag, til det er helt færdigt.

Beskriv kampagnekoncept
Beskriv og begrund jeres koncept for kampagnen. Forklar gerne hvordan kampagnen skal gennemføres og begrund jeres valg af medie(r) og virkemidler. Vil I fx bruge traditionelle medier eller sociale medier til at få budskabet igennem? Og er kampagnen informativ, provokerende, afskrækkende, sjov, ironisk og/eller overraskende?

Vedlæg et budget
Vedlæg et estimeret budget for kampagnen. For at sikre at jeres kampagneforslag rent faktisk kan gennemføres, har vi lavet en fiktiv budgetramme på 100.000 kroner, som kampagnen maksimalt må koste, hvis den skulle gennemføres i virkeligheden.

Bedømmelse af kampagneforslag

Tandlægeforeningen lægger vægt på produktet og den gode idé. Vi er optagede af, om produktet er originalt, iøjnefaldende og veludført, og om I har sat jer ind i, hvad der virker på målgruppen. Vi vurderer også, om kampagnen er realistisk at gennemføre med Tandlægeforeningen som afsender. De 20 bedste kampagneforslag vil modtage en kort skriftlig evaluering.

De fem bedste kampagneforslag, som dyster om præmierne, lægges på Tandlaegeforeningen.dk mandag den 22. januar 2018. Det er kun produkterne, der offentliggøres – ikke rapporten med kampagnestrategien. Herefter lukker vi op for en åben afstemning. Det produkt der har fået flest stemmer, vinder særprisen. Hvem de øvrige præmier skal gå til, afgøres suverænt af Tandlægeforeningens dommerpanel. Særprisen kan derfor godt gå til et af de forslag, der også vinder første- anden- eller tredjepræmien.

Vinderne af første-, anden- og tredjepræmien samt særprisen får direkte besked og offentliggøres desuden på www.tandlaegeforeningen.dk mandag den 29. januar 2018 klokken 12.

Spørgsmål til konkurrencen?
Kontakt Charlotte Holst, kommunikationskonsulent i Tandlægeforeningen, tlf.: 33 48 77 31 eller chh@tdl.dk


Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF