Tandlægeforeningen har fået to nye næstformænd

Frank Dalsten, tandlæge i Søborg, og Lotte Junggreen, underviser på Tandlægeskolen i København, er udpeget som Tandlægeforeningens nye næstformænd.
 
Frank Dalsten, tandlæge og klinikejer i Søborg nord for København og Lotte Junggreen, underviser på Tandlægeskolen ved Københavns Universitet, er de nye næstformænd for Tandlægeforeningen. Frank Dalsten skal de næste to år repræsentere de tandlæger, der arbejder i det private, mens Lotte Junggreen repræsenterer de tandlæger, der er ansat i det offentlige.
 
Mange års fagpolitisk erfaring
Frank Dalsten er 61 år og arbejder til daglig som tandlæge i sin tandklinik i Søborg, som han etablerede i 1982. Han er desuden reserveofficer som overtandlæge i militæret.
 
”Jeg vil bl.a. kæmpe for, at de mange danskere, der uforskyldt får massive tandproblemer på grund af medicin, der giver mundtørhed, får et ekstra tilskud til deres tandlægeregning. Det er tandproblemer, der ofte forfølger dem resten af livet og går ud over livskvaliteten, og de mennesker skal vi hjælpe,” fortæller den nyslåede næstformand for Tandlægeforeningen. 
 
Frank Dalsten har været fagpolitisk aktiv i Tandlægeforeningen de sidste 15 år, bl.a. i forskellige fagpolitiske udvalg. Han blev valgt ind i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse i 2014. Frank Dalsten er også bestyrelsesmedlem i Region Hovedstadens Tandlægeforening. Tidligere har han bl.a. været formand for Gladsaxe Tandlægeforening. Frank Dalsten bor i Virum med sin kone. Han har to voksne børn, hvoraf den ene arbejder som tandlæge, og den anden læser til læge. Fritiden går med at spille golf, tennis, bridge, og ferierne tilbringes ofte på vandreture i de østrigske alper.
 
Underviser med bred erfaring
Lotte Junggreen dimitterede i 1990 fra Tandlægeskolen i København, hvor hun i dag underviser. Hun er netop blevet kåret til årets underviser af de studerende på det sidste år af tandlægestudiet. I oktober blev hun genvalgt som tillidsrepræsentant for den største gruppe af tandlæger på Tandlægeskolen i København. Derudover bidrager hun som underviser ved Tandlægeskolens postgraduate kurser for tandlæger og tandplejere. Siden 2010 har hun i samarbejde med Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet undervist tandlæger, tandplejere og klinikassistenter, der er ansat i
omsorgstandplejen.
 
”Som næstformand for Tandlægeforeningen vil jeg arbejde for at styrke tandlægeuddannelsen, og at der indføres en turnusordning for de nyuddannede. Og så er jeg meget optaget af sammenhængen mellem tandsundhed og almen sundhed. Munden er en del af kroppen, og sygdomme i munden, fx parodontitis, kan forværre sygdomme andre steder i kroppen. Men det er der mange mennesker, der ikke er klar over,” fortæller Lotte Junggreen, som blev valgt ind i Tandlægeforeningens hovedbestyrelse i 2016.
 
Tidligere har Lotte Junggreen været tandlæge på private tandklinikker i Lyngby og Gentofte samt i den kommunale tandpleje i Gentofte, hvor hun bl.a. har arbejdet med patienter i omsorgstandplejen. Lotte Junggreen har været fagpolitisk aktiv siden 2011, hvor hun blev valgt til suppleant i Region Sjællands Tandlægeforening. Efterfølgende har hun siden 2012 været aktiv i Københavns Tandlægeforening (nu Region Hovedstadens Tandlægeforening), og siden 2014 har hun været medlem af bestyrelsen. Lotte Junggreen er opvokset på Østerbro i København, hvor hun også bor i dag. I fritiden er det familien, kunst og kultur, der er i fokus.
 
 
For yderligere information:
Charlotte Bender, kommunikationschef i Tandlægeforeningen, tlf.: 24 59 04 69, cbe@tdl.dk 
Charlotte Holst, kommunikationskonsulent i Tandlægeforeningen, tlf.: 26 82 18 24, chh@tdl.dk
 
 

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
info@tandlaegeforeningen.dk
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF