Danskere er nordiske mestre i tandsundhed

PRESSEMEDDELELSE

Danskere er bedre til at bevare egne tænder end befolkningen i Sverige, Norge og Finland. Sådan lyder en af konklusionerne i en ny rapport fra KORA (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning). Og ikke nok med det: Danskerne har i gennemsnit også færre huller i tænderne end vores nordiske naboer.

- Resultatet overrasker mig, for vi har altid troet, at i hvert fald Danmark, Norge og Sverige var på nogenlunde samme niveau. Nu viser det sig, at vi godt kan tillade os at kalde os selv nordiske mestre i tandsundhed. Det tager jeg som et udtryk for, at mange års forebyggende indsats inden for tandplejen har virket efter hensigten. Desuden har vi med den nuværende struktur et fintmasket, landsdækkende tandplejesystem. Det er jeg selvfølgelig stolt af, men jeg må også advare imod, at man hviler for meget på laurbærrene her i Danmark. Der er stadig forbedringspotentiale og uløste problemer med ulighed i sundhed. Desuden vil de mange ældre med egne tænder have et stort behov for at få behandlet tandsygdomme, siger Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

Flere bevarede tænder og færre huller

Den nye rapport fra KORA tyder på, at det gennemsnitlige antal bevarede tænder er højst blandt danskere i forhold til de tre andre analyserede lande. KORA tager dog det forbehold, at data fra Danmark stammer fra brugere af voksentandplejen, der alt andet lige vil have flere tænder i gennemsnit end deltagere i en befolkningsundersøgelse, der omfatter alle. Den danske førsteplads omfatter alle aldersgrupper – også de ældste.

Danskerne har også færre behandlede og ubehandlede huller i tænderne end befolkningen i Norge, Sverige og Finland, når man måler med den såkaldte DMFT-enhed. Blandt årsagerne til resultatet på dette område angiver KORA, at aldersbetingede tilskudsmuligheder kan have betydning. KORA nævner i denne forbindelse, at man i Sverige har indrettet tilskudssystemet sådan, at man giver ældre et relativt stort tilskud til egentlig behandling, mens man i Danmark primært yder offentligt tilskud til forebyggende tandpleje.

Nedskæringer skaber bekymring

- De flotte danske tal fortæller mig, at det har vist sig at være en rigtig strategi at fokusere på forebyggelse. Prioriteringen af forebyggelse har bl.a. medført, at det er realistisk at drive tandklinik også i de tyndere befolkede områder. Jeg er meget bekymret, når regeringen i disse år fjerner i hundredvis af millioner fra tilskuddet til den del af forebyggelsen, som vi yder inden for voksentandplejen. Sidste efterår blev der skåret 180 mio. kr. årligt væk fra tilskuddet til tandrensninger, og nu lægger regeringen op til at fjerne yderligere 100 mio. kr. om året fra forebyggende kontrolydelser. Så jeg vil desværre ikke blive overrasket, hvis vi mister den flotte nordiske førsteplads i løbet af nogle år, siger Freddie Sloth-Lisbjerg, som dog ikke har tænkt sig at give op på forhånd.

- Vi ser frem til resultaterne af et fagligt udredningsarbejde, som Sundhedsstyrelsen er ved at være klar med. Samtidig har sundhedsministeren sat ulighed på dagsordenen, og det gælder vel også ulighed i tandsundhed. Vi har brug for både en bred befolkningsstrategi og så en individbaseret højrisikostrategi. Og så må vi have løst de problemer med sektorovergange, som den nye rapport også peger på. Vi har en førsteplads, der er værd at slås for, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

FAKTA:

De nye undersøgelsesresultater indgår i den sidste af i alt tre delrapporter fra ”Tandundersøgelsen ved KRAM-undersøgelsen”, som offentliggøres den 6. juni 2013 på Kora.dk. Undersøgelsen er gennemført i et samarbejde mellem Tandlægeforeningen og tandlægeskolerne ved universiteterne i Aarhus og København. Undersøgelsen er finansieret af tandlægernes fond i Danske Regioner ”Midler til fælles foranstaltninger på tandlægeområdet”, Sygekassernes Helsefond, Trygfonden og Tandlægeforeningen.

Foto af Freddie Sloth-Lisbjerg kan frit downloades fra Tandlaegeforeningen.dk. Klik på ”Presse” på forsiden, derefter på ”Pressefotos” og derefter på ”Formanden”.

Nærmere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Claus Jørgensen, Tandlægeforeningen, tlf. 21 26 56 98.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF