Europæisk organisation: Regeringen diskriminerer danske tandlæger

Den europæiske tandlægeorganisation CED bakker nu op om de danske tandlæger. Det sker i et brev, som CED har sendt til sundhedsminister Ellen Trane Nørby. I brevet kritiserer CED bl.a. den danske regering for at diskriminere danske tandlæger, der har valgt at stå uden for den såkaldte særlov.

CED (Council of European Dentists) skriver til den danske sundhedsminister, at organisationen er blevet opmærksom på, at danske patienter, der går til tandlæge i udlandet, fortsat kan få dansk tilskud til undersøgelse og behandling, uanset om den udenlandske tandlæge er tilknyttet et offentligt system i vedkommendes hjemland. Går man derimod til tandlæge i Danmark, kan man nu kun få tilskud, hvis man bliver undersøgt eller behandlet hos en tandlæge, der har tilsluttet sig særloven. Denne forskel ser CED som en diskrimination af danske tandlæger, der har valgt at stå uden for særloven.

- Vi har selv peget på problemet med diskrimination over for Sundheds- og Ældreministeriet. Jeg er glad for, at vores europæiske kolleger er enige med os og giver os opbakning nu, hvor vi virkelig har brug for det. Brevet fra CED til Ellen Trane Nørby er et tydeligt tegn på, at vi i Danmark også får noget ud af, at tandlæger i Europa arbejder tæt sammen på tværs af landegrænser, siger Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg.

CED, der repræsenterer 340.000 tandlæger fra 30 EU- og EFTA-lande, beder nu den danske regering om at genoverveje særloven.

Du kan læse CED’s brev til sundhedsminister Ellen Trane Nørby her.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
info@tandlaegeforeningen.dk
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF