Sundhedsministeren sætter arbejde med ny model for voksentandplejen i gang

Folketinget har med opbakning fra samtlige partier besluttet, at der skal indføres en helt ny model for voksentandplejen. Den såkaldte hastelov, som træder i kraft i morgen, skal være en midlertidig ordning, som skal ophøre i løbet af 2019.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby igangsætter derfor nu et større udredningsarbejde, som Tandlægeforeningen og en lang række andre aktører på området er inviteret til at deltage i.

Formålet vil ifølge Sundheds- og Ældreministeriet være at nå frem til ”en eller flere modeller, som understøtter og udbygger den gode tværfaglige forebyggelsesindsats, understøtter bedre overgange mellem børne- og ungetandplejen og voksentandplejen, understøtter social lighed i tandplejen samt understøtter lavere og mere rimelige priser i tandplejen”.

Tandlægeforeningens formand Freddie Sloth-Lisbjerg siger, at Tandlægeforeningen naturligvis siger ja tak til invitationen fra sundhedsministeren.

- Vi har sagt klart og tydeligt fra over for hasteloven – eller særloven som vi har kaldt den – men vi kan ikke blive ved med at stå i hver sit hjørne og råbe til hinanden. Jeg tror på, at man opnår den bedste løsning ad dialogens vej. Og jeg ser frem til en dialog, hvor politikere og embedsmænd forhåbentlig ikke bare vil lytte til økonomerne i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men også til os, der har den direkte kontakt med patienterne i vores hverdag, siger Freddie Sloth-Lisbjerg.

Du kan læse mere om arbejdet med en ny model for voksentandplejen her

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF