Regionerne har stået stejlt fra start til slut

Onsdag opsagde Danske Regioner overenskomsten med Tandlægeforeningen for den almene voksentandpleje i privat tandlægepraksis – i daglig tale Tandlægeoverenskomsten. Formanden for klinikejerne i Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt, ærgrer sig over, at det ikke lykkedes at nå frem til et forhandlingsresultat.

- Vi vidste fra starten, at det ville blive svært. Udgangspunktet var, at der mangler 300 mio. kr. i regionernes kasse til tilskud til patienterne i voksentandplejen. Vi fremlagde i løbet af forhandlingerne forskellige forslag til, hvordan problemet kunne løses, men uanset hvad vi foreslog, blev vi mødt med en blank afvisning. Og regionerne kom ikke selv med alternative forslag, siger Torben Schønwaldt.

Klinikejerformanden fortæller, at det gennem hele forløbet var afgørende for Tandlægeforeningen at forhandle sig frem til en fagligt forsvarlig løsning.

- Set i bakspejlet er det tydeligt, at Danske Regioner fra starten ikke ønskede at understøtte den tandpleje, som der er sat rammer for via Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer. Regionerne stod fra start til slut stejlt på, at der ikke var flere penge. Men det klinger ærlig talt noget hult, når regionerne godt kunne finde en halv milliard til de praktiserende læger, siger Torben Schønwaldt.

- I stedet for at tage et medansvar for en fagligt forsvarlig løsning forsøger Danske Regioner nu at tørre ansvaret af på tandlægerne, bl.a. ved at manipulere med tal vedr. udviklingen i ydelsesforbruget i privat praksis. Faktum er, at ydelsesforbruget er på samme niveau som i 2012. Regionerne har også antydet, at danske tandlæger skulle have en særligt høj indtjening. Det passer ikke. Og prisniveauet på de basale tandplejeydelser er lavere i Danmark end i både Sverige og Norge, fastslår Torben Schønwaldt.

Tandlægeoverenskomsten er opsagt pr. 1. juni 2018. Folketinget vil nu gennemføre hastelovgivning for voksentandplejen, således at patienter også kan få tilskud til tandpleje efter 1. juni.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF