Når skaden er sket

Sådan fungerer Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning

Erstatning for behandlingsskader

Tandlægeforeningen har en tandskadeerstatning, der dækker skader sket i forbindelse med undersøgelse og behandling, eller mangel på samme, hos tandlæger efter reglerne i klage- og erstatningsloven.

Her kan du læse, hvordan ordningen virker for dig som patient. Reglerne er gengivet meget forenklet, da det vil være for omfattende at tage alle detaljer med. Din tandlæge vil kunne give dig nærmere oplysninger.

Du kan også finde hele ordningen beskrevet på www.tf-tandskade.dk


Hvad er dækket?

Fra den 1. januar 2004 kan du få dækket en skade, hvis den er sket i forbindelse med behandling hos en privatpraktiserende tandlæge, i regionstandplejen, de kommunale tandplejeordninger eller på universiteternes tandlægeskoler.


Er der en frist for anmeldelse af skaden?

Skaden skal være anmeldt senest 3 år efter, at du har fået kendskab til den. Der må dog højst være gået 10

år, siden skaden blev forvoldt.

 

Hvornår kan du få erstatning?

Erstatningsordningen dækker skader sket i forbindelse med undersøgelse og behandling eller manglende undersøgelse eller behandling hos en tandlæge.

Hvis du er blevet påført en skade i forbindelse med en tandbehandling, kan du få erstatning, hvis skaden

med overvejende sandsynlighed er forårsaget på  én af følgende måder:

  • Hvis behandlingen ikke har været i overensstemmelse med bedst mulig undersøgelse eller behandling, og dette er årsag til skaden.
  • Hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved undersøgelse eller behandling.
  • Hvis skaden kunne være undgået ved hjælp af en anden ligeværdig behandlingsteknik eller -metode.
  • Hvis skaden er meget sjælden og alvorlig i forhold til den sygdom, du blev behandlet for, og derved går ud over, hvad man med rimelighed bør tåle.


Det er derimod ikke en betingelse, at skaden skyldes en egentlig faglig fejl fra tandlægens side.
 


Hvad kan du få erstattet?

  • Erstatning for skader anerkendt efter klage- og erstatningsloven fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
  • Du kan få erstatning for helbredelsesudgifterne til udbedring af skaden, dvs. de merudgifter til behandling hos tandlægen, der er en følge af skaden.
  • Derudover kan du få erstatning for andre udgifter, der er en følge af skaden, fx udgifter til medicin, transport m.v.
  • Du kan få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne. Desuden kan du få godtgørelse for svie og smerte samt for varige mén.
  • Du kan få erstatning for skader sket i forbindelse med behandling hos en privatpraktiserende tandlæge, hvis erstatningsbeløbet overstiger 1.000 kr.
  • Du kan få erstatning for skader i forbindelse med behandling i regionstandplejen, i de kommunale tandplejeordninger eller på universiteternes tandlægeskoler, hvis beløbet overstiger 10.000 kr.

Hvad kan du ikke få erstattet?

  • Du kan ikke få erstatning fra forsikringen for udgifterne til selve den behandling, du kom for at få lavet. Denne del af udgifterne skal du selv afholde. 
  • Du kan ikke få erstatning, hvis der ikke er sket en skade, men hvor behandlingen skal gøres om, fordi den af den ene eller anden grund mislykkedes eller i øvrigt ikke førte til det forventede resultat. Dette gælder også, selv om det dårlige resultat skyldes en fejl fra tandlægens side. Krav om omgørelse eller tilbagebetaling skal du rette til det regionale tandlægenævn.
  • Du kan heller ikke få erstatning for følger af den sygdom eller ulykke, du er blevet behandlet for.
  • Du kan ikke få erstatning for en behandling under 1000 kr., hvis behandlingen er foretaget hos en privatpraktiserende tandlæge i Danmark.
  • Du kan ikke få erstatning for en behandling under 10.000 kr., hvis behandlingen er foretaget andre steder end hos en praktiserende tandlæge i Danmark. 
  • Du kan læse mere om, hvordan du klager til det regionale tandlægenævn i brochuren ”Hvis noget går galt – klager over tandbehandling”

 

Hvordan søger du erstatning?

Hvis du mener, at du har ret til erstatning, skal du - evt. sammen med din tandlæge - udfylde en skadesanmeldelsesblanket og sende den til:

 

Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning

Svanemøllevej 85

2900 Hellerup

Du finder blanketter på 

www.tf-tandskade.dk


Kan du anke afgørelsen?

Hvis du er utilfreds med afgørelsen i din sag, kan du anke afgørelsen til:

Tandskadeankenævnet

Svanemøllevej 85, 2. sal

2900 Hellerup

Du kan læse mere om Tandskadeankenævnet på http://www.tsan.dk/


Patientbrochurer
Download som PDF