Tandkødsbetændelse og paradentose

Hvad er tandkødsbetændelse og paradentose? Hvordan opstår sygdommene? Og hvordan behandles de?

Af tandlæge, Ph.d. Eva Sidelmann Karring

Hvad er sundt tandkød?
Sundt tandkød er tandkød, der ligger helt stramt omkring tanden. Det er lyserødt og svagt nubret i overfladen, og det bløder ikke efter tandbørstning – heller ikke efter grundig brug af tandstikkere eller tandtråd.

1Sundt tandkød


Sådan sidder en tand fast
En tand sidder fast i kæbebenet ved hjælp af små rodhindefibre, og uden på kæbeknoglen ligger tandkødet.

Det er kun selve kronen på en tand, der er synlig, mens tandens rod er gemt under tandkødet og derfor ikke kan ses.

De små fibre, der hæfter tanden fast i kæben, sidder hele vejen op langs tandroden og slutter normalt først ved tandens krone. Ved tandkronen bukker tandkødet omkring og danner en naturlig lomme, der under sunde forhold er højst 2-3 mm dyb.

Normale tandkødsforhold


Hvordan bevares sundt tandkød?
For at undgå tandkødsbetændelse og paradentose er det meget vigtigt, at tænderne holdes rene. Hos helt unge kan de fleste skadelige belægninger fjernes med en almindelig eller elektrisk tandbørste. Men med alderen er flere og flere nødt til at supplere med tandstikkere, tandtråd, solobørste eller interdentalbørste for også at holde rent mellem tænderne.

Hos din tandlæge kan du få vejledning i, hvilke hjælpemidler der er bedst egnede til lige netop dit tandsæt, samt hvordan du skal gøre.

Udover din egen indsats med mundhygiejnen skal tænder og tandkød jævnligt undersøges hos tandlægen. Her får du typisk også foretaget en tandrensning.

Tobaksrygning kan medvirke til udvikling af tandkødsbetændelse og paradentose, så hvis du ryger, anbefales du at holde op.

Hvad er tandkødsbetændelse?
Tandkødsbetændelse er en kronisk betændelse i tandkødet omkring tænderne og kan opstå i alle aldre. Når tandkødet er betændt, bliver det hævet og rødligt og kan desuden være ømt. Det har også større tendens til at bløde, fx i forbindelse med tandbørstning og brug af tandstikkere.

Ved tandkødsbetændelse har rodhindefibre og knogle ikke taget varig skade. Så hvis sygdommen behandles, kan tandkødet igen blive sundt.

Tandkødsbetændelse på grund af plak og tandsten


Hvordan opstår tandkødsbetændelse?
Når tænder ikke bliver børstet rene, samler der sig bakterier på tænderne langs tandkødskanten. Disse belægninger kaldes plak. Hvis plakken ikke fjernes, forkalker den og bliver til tandsten. Tandsten har en meget ujævn overflade og er grobund for mere plak.

Plak og tandsten langs tandkødskanten kan virke lokalirriterende og føre til tandkødsbetændelse.

4Sundt tandkød 

5Samme patient med tandkødsbetændelse

Hvordan behandles tandkødsbetændelse?
Hvis plak og tandsten på tænderne fjernes, og tænderne efterfølgende holdes rene, forsvinder tandkøds-betændelsen i løbet af få dage, og tandkødet bliver atter sundt. Man kan imidlertid ikke selv fjerne tandsten, derfor skal tænderne renses hos en tandlæge.

Nogle mennesker danner tandsten hurtigere end andre og skal derfor sørge for at få tænderne renset ofte.

Hvad er paradentose?
Paradentose er tandkødsbetændelse, der har spredt sig til de dybereliggende væv, dvs. ned omkring tandroden. Dette medfører varigt tab af tandens rodhindefibre med efterfølgende nedbrydning af knoglen. Tandkødslommen bliver således dybere, og tanden sidder ikke længere lige så godt fast.

Med andre ord kan tandkødsbetændelse, der ikke behandles, udvikle sig til paradentose. Og jo mere alvorlig paradentosen er, jo dybere bliver tandkødslommerne – og jo mere løse bliver tænderne.

Let paradentose

Svær paradentose


7Tandkødslommens (pochens) dybde måles med en pochemåler

8Tandkødslommen er i dette tilfælde knap 5 mm dyb. Lommen er for dyb, og patienten skal have renset tænderne hos tandlægen og bruge tandstikker, tandtråd eller interdentalbørster

Ved alvorlig paradentose kan tandkødet trække sig tilbage og gøre tandens rod synlig. Nogle patienter oplever desuden, at tænderne flytter sig, og at de får dårlig ånde.

Paradentose giver som nævnt sjældent gener, før sygdommen er alvorlig.

Det er derfor vigtigt, at du regelmæssigt får kontrolleret tandkødslommernes dybde [pochemåling] og får taget røntgenbilleder hos tandlægen.

Røntgenbilleder kan vise, hvor fremskreden sygdommen er.



Røntgenbilleder af tænder med normalt fæste (øverst) og tænder med fæstetab (nederst). Billederne er taget med fem års mellemrum af den samme patient.

Hvem rammes af paradentose?
Tandkødsbetændelse og paradentose hører til blandt de hyppigst forekommende sygdomme hos mennesker overhovedet. I undersøgelser har man fundet tandkødsbetændelse hos 90 pct. af de 20-årige. Ofte udvikler tandkødsbetændelsen sig ubemærket til paradentose.

Jo tidligere i livet paradentosen udvikler sig, jo mere alvorlig og aggressiv er den, og desto mindre modstandskraft har man mod sygdommen. Paradentose opstår oftest hos personer i 30-40-års alderen. Efter 40-års alderen er paradentose den hyppigste årsag til tandtab.

Du har særlig risiko for at udvikle paradentose, hvis du:

  • Ryger
  • Er arveligt disponeret
  • Har dårlig mundhygiejne
  • Har systemiske sygdomme, fx diabetes
  • Har nedsat immunforsvar
  • Lider af stress

Hvordan behandles paradentose?
Formålet med behandling af paradentose er at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste.

Når du får foretaget paradentosebehandling hos tandlægen, fjernes tandsten og bakterier i tandkødslommen, og rodoverfladerne afglattes. Hvis tandkødet er ømt, kan det være nødvendigt at lokalbedøve. Desuden instruerer tandlægen dig i, hvordan tænderne skal holdes rene, så sygdommen ikke udvikler sig yderligere.

Hvis tandkødslommerne er meget dybe, kan det for at stoppe sygdommens yderligere udvikling være nødvendigt at foretage en tandkødsoperation – også kaldet en paradentoseoperation. En tandkødsoperation foretages altid under lokalbedøvelse. Indgrebet er normalt ret beskedent og uden større ubehag bagefter.

Efter en paradentosebehandling er det vigtigt hurtigst muligt at komme i gang med tandbørsten igen, så tandsættet holdes helt rent.

Din tandlæge kan som tidligere nævnt vise dig, hvilke hjælpemidler der er bedst at bruge til lige netop dit tandsæt.

Tandsæt efter paradentosebehandling


Supplerende behandlinger
I særlige tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at supplere den normale paradentosebehandling med antibiotikum. 

Hvis det kun er enkelte tænder, der er hårdt ramt af paradentose, kan tandlægen i nogle tilfælde med specielle materialer forsøge at genopbygge det tabte fæste.

Hvad sker der, hvis man ikke bliver behandlet?
Hvis paradentose udvikler sig, tabes mere og mere fæste, og tænderne falder ud.

Kan man få sundt tandkød igen?
Hvis paradentosen behandles, kan tandkødet igen blive sundt, men det fæste, som tanden har mistet på grund af betændelsen, gendannes ikke. Det betyder, at løse tænder i nogle tilfælde kan blive mindre løse, hvis de behandles, og du selv gør en indsats.

For at hindre sygdommen i at udvikle sig, skal du følge disse tre råd:

  1. Vær meget omhyggelig med mundhygiejnen og følg de instruktioner til at holde rent, som din tandlæge har givet dig. Det gælder både i forhold til tandbørstning og yderligere hjælpemidler, fx tandtråd eller interdentalbørster

  2. Få regelmæssig paradentosebehandling hos tandlægen

  3. Stop med at ryge
Alle tre råd er særdeles vigtige at følge. For hvis du fx ikke selv holder tænderne grundigt rene mellem tandlægebesøgene, er paradentosebehandlingen kun et indgreb, der får sygdommen til at udvikle sig langsommere, end den ellers ville have gjort.

Da paradentose er en kronisk sygdom, vil der desværre altid være risiko for, at sygdommen blusser op igen – især hvis tænderne forsømmes det mindste.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF
Patientbrochurer
Download som PDF