Tandskader: Hvis du eller dit barn slår en tand ud

Hvis du eller dit barn slår en tand ud, slår en tand løs/skæv eller knækker en tand, så følg disse råd.

Hvis du eller dit barn slår en tand ud, slår en tand løs/skæv eller knækker en tand, så følg disse råd:

Har du eller dit barn slået en blivende tand ud?
Slår du eller dit barn en blivende tand ud, følg da disse fem råd for at mindske skadens omfang:

  1. Find tanden. Husk at der kan ligge stumper af tanden i munden.
  2. Det bedste er at sætte tanden op på sin plads igen, hvis det er muligt.
  3. Hvis det ikke er muligt at sætte tanden på sin plads igen, er næstbedste mulighed at opbevare tanden i munden mellem fortænder og læbe. Mælk kan også bruges som opbevaringsmiddel, hvorimod postevand og kontaktlinsevæske ikke må bruges.
  4. Det er vigtigt at undlade at berøre tandroden. Det skyldes, at skader på tandroden forringer mulighederne for heling.
  5. Jo hurtigere tanden kommer på plads igen, jo større chance er der for, at den vokser fast igen. Søg derefter tandlæge så hurtigt som muligt.

Når du sætter en tand op på sin plads igen, skal du gøre sådan: 
Hvis der er jord eller lignende på tanden: Skyl den forsigtigt under rindende koldt vand i ti sekunder. Det er meget vigtigt, at du ikke rører ved selve roden, så hold kun på tandens krone.
Sæt tanden tilbage på pladsen i munden med et let pres, bid forsigtigt sammen på et lommetørklæde eller lignende - og søg da tandlæge.

Har dit barn slået en mælketand ud?
Har barnet slået en mælketand ud, er det vigtigt, at du ikke forsøger at sætte den udslåede tand op igen. Hvis du forsøger at sætte den udslåede tand op igen, kan du gøre skade på den nye blivende tands udvikling.

Hvis du ikke står med tanden i hånden, skal tandlægen med et røntgenbillede afgøre, om tanden vitterlig er slået ud. Oftest er den faktisk slået op i kæben.

Søg tandlæge.

Har du eller dit barn slået en tand løs/skæv?
Hvis en eller flere tænder er slået løse eller skæve, skal du så hurtigt som muligt tage til tandlægen. Hvis det er dit barn, der har slået en tand løs/skæv, så lad ikke barnet rive eller rokke med tanden – heller ikke med tungen - og gør det heller ikke selv, da dette kan gøre mere skade en gavn.

Har du eller dit barn knækket en tand?
Find tandstumpen og bring den med til tandlægen opbevaret fugtigt f.eks. i mælk. Det er meget ofte muligt at lime tandstumpen på igen.

Kontaktinformationer

Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30

Klik her, hvis du ønsker at sende sikker mail til TF