Alle børn og unge mellem 0-16 år kan vælge fritvalgsordningen. Valget gælder det samlede tandplejetilbud, og tandlægen overtager ansvaret for at barnet/ den unge får det rette tandplejetilbud.
I kommuner hvor Børne- og Ungdomstandplejen er organiseret på kommunale klinikker og/eller hos en eller flere tandlæger, kan barnet vælge at modtage tandplejen hos en praktiserende tandlæge efter frit valg. Kommunen skal modtage skriftligt besked om navnet på tandlægen inden iværksættelse af undersøgelser og tandbehandlinger.
Der er en egenbetaling på 35 % af regningen ved denne ordning.
Er kommunens tilbud organiseret både på kommunale klinikker og hos praktiserende tandlæger efter eget valg, er der kun egenbetaling for de behandlinger som kommunen ikke tilbyder på offentlige klinikker. Kommunen bør kontaktes inden iværksættelse af sådanne behandlinger.
Priserne, jf. BUT-overenskomst med KL finder anvendelse for behandlingerne. Tandlægen udskriver en regning til patienten på 35 % og en regning til kommunen på 65 %.
Der gælder særlige regler for tandregulering og særligt kostbare behandlingsydelser, derfor bør det aftales med kommunen inden iværksættelse.
Ønsker et barn, en anden eller dyrere behandling end den kommunen kan godkende, kan barnet få refunderet et beløb svarende til 65 % af det beløb som kommunen oprindeligt har godkendt.
Overenskomst om tandpleje for børn og unge under 18 år hos alment praktiserende tandlæger (BUT-overenskomsten)