2. november 2011
Op mod en kvart million danskere har type 2-diabetes uden at vide det. De har dermed en forhøjet risiko for bl.a. blodpropper og nyreproblemer. Tandlægerne kan spille en vigtig rolle i forhold til at opspore de mange uvidende diabetikere, så de kan komme i den rette behandling. Tandlægeforeningen har derfor nu meldt sig under fanerne hos Diabetesforeningen, der sætter opsporingskampagnen ”Mål din risiko” i gang i november.
Antallet af diabetikere er tidoblet på ti år, og det mærkes allerede på tandklinikkerne, hvor flere og flere patienter oplyser, at de har diabetes. Men det er ikke alle, der er klar over, at de lider af sygdommen, og det kan have fatale følger for den enkelte. En diabetespatient, der ikke er i behandling, har nemlig øget risiko for bl.a. blodpropper og nyreproblemer, og i værste fald kan vedkommende dø af det.
Symptomerne på type 2-diabetes kommer ofte snigende ganske langsomt, og mange tænker derfor ikke på at gå til lægen for at blive tjekket. Men et af symptomerne er paradentose, og da de fleste kommer jævnligt hos tandlægen, kan tandlægen komme til at spille en vigtig rolle i forhold til at opspore de mange uvidende type 2-diabetikere.
Faktisk er diabetes en af de almensygdomme, hvor sammenhængen mellem sundhed i mundhulen og den almene sundhed kommer tydeligst til udtryk. Desværre bliver tænder og mund ofte overset i den information, som gives til diabetikere. Her fokuseres der i stedet på nyrer, hjerte og følgesygdomme i øjne og fødder.
Derfor er Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg meget glade for nu at have etableret et samarbejde med Diabetesforeningen.
- I Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg mener vi, at det er naturligt, at vi som tandlæger også er med til at holde et vågent øje med, om patienter, som kan mistænkes for at have diabetes, ikke er blevet diagnosticeret, siger formand for Tandlægeforeningens Sundhedsudvalg, Karsten Møller. Han appellerer samtidig til, at læger, sundhedsplejersker og andre husker tænder og mundhule, når de rådgiver om diabetes.
Læs mere i både leder og artikel i Tandlægebladet nr. 13 2011 eller på
www.tandlaegebladet.dk
.