Tandlægeforeningen
OversigtMeld dig indKontaktSupport

Danske tandlæger bekymrede: Ny regel for energidrikke er en bombe under folkesundheden

1. november 2011

Fødevarestyrelsen har givet tilladelse til, at energidrikke må sælges i 50 cl-størrelser. Før var kun den halve størrelse tilladt. Men langt de fleste energidrikke er en uhyggelig cocktail af syre og sukker, der både kan ødelægge tænderne og føre til overvægt. Derudover kan indholdet af koffein gøre især børn og unge utilpasse, urolige og ligefrem angste.
Tandlægeforeningen er derfor alvorligt bekymret for danskernes folkesundhed og opfordrer den nye sundheds-og forebyggelsesminister til at komme på banen. Drop tilladelsen til halvliters energidrikke, appellerer tandlægerne.

Begrundelsen for Fødevarestyrelsens tilladelse til energidrikke i 50 cl-størrelser er, at der ikke er videnskabelig dokumentation for, at større dåser vil føre til større forbrug. Desuden forventer man, at en obligatorisk mærkningsordning, der er på vej fra EU, vil opfylde sit mål og få gravide og unge til at holde sig fra de koffeinholdige læskedrikke.

Men Tandlægeforeningen er alvorligt bekymret. Energidrikke er allerede meget populære blandt den yngre befolkning. Flere skoler og fritidsklubber oplever børn konkurrere om, hvem der kan drikke flest energidrikke på kortest mulige tid. Tilsvarende dyster unge om, hvem der kan holde sig vågne i længst tid bl.a. ved hjælp af energidrikke.

- Vi mener faktisk, at det er direkte uansvarligt at give tilladelse til energidrikke i dobbelt størrelse. De skader ikke kun tænderne, men kan også gøre folk overvægtige og ydermere urolige, angste og rigtig utilpasse. Og erfaringerne fra sodavand er, at danskernes forbrug er steget i takt med, at flaskerne er blevet større. Lad os nu ikke også få forbruget af energidrikke til at vokse. Kun elitesportsudøvere og folk under ekstreme forhold, fx soldater, har brug for energidrikke. Alle vi andre bør holde os fra dem, lyder det fra Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen.

Tandlægeforeningen har undersøgt en række af de populære energidrikke, som bl.a. kan købes i supermarkeder og kiosker. Resultaterne er uhyggelig læsning, idet en dåse på kun 25 cl i gennemsnit indeholder 14 sukkerknalder og samtidig er et rent syrebad for tænderne.

- Resultaterne fra undersøgelsen er skræmmende for os forskere, der har arbejdet med forebyggelse og folkesundhed i så mange år. Der er tale om rene syre-sukkerbomber, der kan give både caries og syreskader, og derfor er særdeles skadelige for tænderne. Når selv en lille dåse på 25 cl kan være så skidt, tør jeg slet ikke tænke på, at den dobbelte størrelse nu har fået adgang til butikshylderne, siger overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet.

Tandlægerne appellerer stærkt til den nye sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF):

- Vi har fået en ny regering, der ikke er bange for at lave forbud, hvis de kan fremme folkesundheden. Ydermere er ’forebyggelse’ blevet trukket frem i ministerens titel, hvilket vidner om et særligt fokus herpå. Det burde derfor være ligetil: Drop tilladelsen til energidrikke i de store dåser – til gavn for hele Danmarks folkesundhed, siger Susanne Andersen.


Faktaark om energidrikke (PDF-format)

Foto af Susanne Andersen kan frit downloades fra www.tandlaegeforeningen.dk . Klik på ”Til pressen” i menuen midt på forsiden. For yderligere information kontakt:


Kommunikationschef Claus Jørgensen, Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11/ 21 26 56 98, cj@tdl.dk
Kommunikationsmedarbejder Marie Schultz, Tandlægeforeningen, tlf. 70 25 77 11, mbr@tdl.dk

 

Kontakt
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30
TandlægeforeningenAmaliegade 171256 København KTelefon 70 25 77 11Fax 70 25 16 37info@tandlaegeforeningen.dk