Tandlægeforeningen
OversigtMeld dig indKontaktSupport

Forbud mod sms’er vil føre til dårligere tænder

21. maj 2010

Det vil være rigtig dårligt for tandsundheden, hvis Datatilsynet gør alvor af at forbyde tandklinikkerne i kommunerne at sende sms’er til børn, unge og forældre.

- Mange kommuner har indført sms-service, så man får en sms med en påmindelse om sin tid hos tandlægen. Det har ført til, at færre og færre glemmer at gå til tandlægen. Der har været en mærkbar nedgang i antallet af udeblivelser i flere af de kommuner, der har indført sms. Og sms-påmindelserne er en service, der allerede gennem nogle år har været anvendt af de private tandklinikker – med stor succes, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.

Hvis man glemmer at gå til tandlægen, risikerer man ifølge Susanne Andersen, at tandsygdomme udvikler sig så meget, at de kræver mere behandling, end hvis de var blevet taget i opløbet.

- Dertil kommer, at det også samfundsøkonomisk er et problem, når patienter udebliver fra tandplejen. Der står jo personale klar til at udføre en planlagt undersøgelse og behandling, siger Susanne Andersen.

Datatilsynet har påpeget, at man skal passe på med at sende følsomme og fortrolige oplysninger via sms.

- Men er det en følsom og fortrolig oplysning, at man skal huske sin tid hos tandlægen? Det synes jeg helt ærligt ikke. Og man har jo i årevis sendt indkaldekort ud med posten fra både de kommunale og de private tandklinikker. Det har Datatilsynet mig bekendt hidtil ikke set som noget problem. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne udnytte teknologiens muligheder til at sikre børn og unge sundere tænder, slutter Susanne Andersen.

SMS-service er indført af tandplejen i bl.a. Frederiksberg, Frederikssund, Gentofte, Herning, Holbæk, Odense, Rudersdal og Aalborg kommuner.

Nærmere oplysninger kan fås hos kommunikationschef Claus Jørgensen, Tandlægeforeningen, tlf. 21 26 56 98.


 

 

Kontakt
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30
TandlægeforeningenAmaliegade 171256 København KTelefon 70 25 77 11Fax 70 25 16 37info@tandlaegeforeningen.dk