Tandlægebesøg helt uden smerter (Årskursus 2007)
15. marts 2007
Man behøver ikke at møde op hos sin tandlæge med rystende knæ, svedige håndflader og i desperat søgen efter en god undskyldning for at udskyde besøget til en anden dag. Et tandlægebesøg kan foregå helt og aldeles uden smerter!
Smertebehandling før, under og efter en tur i tandlægestolen var et af emnerne på Dansk Tandlægeforenings Årskursus, der netop er blevet afholdt i Bella Center. Årskursus er Danmarks største årlige kursusarrangement om tandpleje og samlede i år knap 2.000 tandlæger, tandplejere, klinikassistenter og andre med interesse inden for tandsundhed.
Det smertefrie tandlægebesøg er ikke kun eftertragtet blandt patienterne. Seancen i Bella Center tiltrak mange tilhørere, der fik præsenteret de nyeste undersøgelser og viden om smertekontrol. Behovet for beroligende midler hænger ofte sammen med nervøsitet hos patienten:
- Hvis en patient er utryg ved en forestående behandling, bange for at miste kontrol eller måske tidligere har haft en ubehagelig oplevelse hos en tandlæge, kan de være direkte angste for at sætte sig i stolen. Angsten gør deres smertetærskel endnu lavere, og for nogle kan det virke helt uoverskueligt fx at skulle have en tand trukket ud. I de tilfælde kan det være nødvendigt at berolige patienten, før man overhovedet lægger en lokalbedøvelse, fortæller afdelingstandlæge Pia Svendsen fra Københavns Kommunale Tandpleje.
Nogle gange er almindelig samtale og en sød klinikassistent til at holde i hånden nok til at få beroliget patienten. Andre gange må supplerende metoder tages i brug. Og trods nye og effektive midler er den 150 år gamle lattergas stadig blandt mulighederne:
- Lattergas virker godt og er samtidig det, der er hurtigst ude af kroppen igen. Patienten behøver dermed ikke at holde sig fra at køre bil eller blive fulgt af andre, ligesom man gør ved andre beroligende midler. I USA er der en udvikling i retning af, at man kan være fuldt bedøvet og ”sove” gennem sit tandlægebesøg, selvom man ikke skal have ordnet noget særligt, men det finder jeg ikke så hensigtsmæssigt. Så er det bedre, at patienten er ved bevidsthed og i kontakt med tandlægen. Især når der nu er flere forskellige beroligende midler, der er særdeles effektive, siger professor, ph.d. Anders Nattestad fra University of Nevada i Las Vegas.
Hvis man tilhører den store del af den danske befolkning, der i en eller anden grad lider af tandlægeangst, kan følgende råd være en hjælp til at få et rart tandlægebesøg:
- Sørg for at have slappet af, inden du møder op til tandlægebesøget. Foruden en bedre følelse i kroppen, hæver afstresning din smertetærskel
- Tag evt. en Panodil hovedpinepille inden besøget
- Fortæl din tandlæge, hvis du føler dig utryg. Det hjælper tit at tale om det, der skal ske
- Bed din tandlæge om beroligende medicin, hvis du fortsat føler angst
Yderligere information kan fås ved henvendelse til:
Afdelingstandlæge Pia Svendsen, Københavns Kommunes Tandpleje, tlf.36 17 36 01
Marie Brandt, kommunikationsmedarbejder, Dansk Tandlægeforening, tlf. 70 25 77 11, mbr@dtf-dk.dk