Tandlægeforeningen
OversigtMeld dig indKontaktSupport

Pylrede forældre giver børn tandpine

Pylrede forældre giver børn tandpine
31. maj 2006


Forældre udgør i stigende grad den største udfordring, når de er med deres børn til tandlæge. Det siger lektor i børnetandpleje på Tandlægeskolen i København Lis Almer Nielsen. Hun oplever stadig oftere, at mor og far tager opmærksomheden, når deres lille guldklump sætter sig i tandlægestolen:

- Det er positivt at forældrene er engagerede i deres børns tænder. Men indimellem blander forældrene sig så meget at det bliver vanskeligt at skabe en ordentlig behandlingssituation. Forældrene går i sort når barnet får diagnosticeret det første cariesangreb, fortæller Lis Almer Nielsen i det nye nummer af Tandlægebladet.

Pylrede forældre er også noget, tandlæge Mikaela Hagen fra Frederiksberg Kommunale Tandpleje kender til. I grelle tilfælde er forældrenes modvilje mod, at deres barn skal udsættes for noget ubehageligt, så stor, at de simpelthen modsætter sig den nødvendige behandling. Men når huller i tænderne ikke bliver behandlet, kan barnet ende med at få alvorlig tandpine, og så bliver det først rigtig ubehageligt, siger både Mikaela Hagen og Lis Almer Nielsen.

Begge tandlæger ser desuden en øget tendens til, at forældrene belønner deres børn for at gennemgå en behandling. Bl.a. har Lis Almer Nielsen haft en dreng, der blev lovet en cykel af sin mor for at få lavet et aftryk. Aftrykket blev ikke til noget, men drengen fik sin cykel alligevel. Ifølge Mikaela Hagen skyldes belønningerne ofte, at forældrene har dårlig samvittighed:

- Børnefamilier i dag har jo tit en stresset hverdag, og mange forældre har konstant dårlig samvittighed. Derfor bliver det ekstra svært for dem når deres barn skal udsættes for noget ubehageligt. Det kompenserer de for ved at give dem et plaster på såret, siger Mikaela Hagen, der hellere så, at børnene lærte, at de skal have en fyldning, fordi det er nødvendigt for tandsundheden, og ikke fordi de får en bamse.

Tandlægerne ser ud til at gå flere udfordringer med krævende forældre i møde. Det vurderer psykolog Christian Lima, der anbefaler tandlægerne at træde i karakter som fagpersoner og gå i dialog med forældrene, så man hjælper dem til at træffe beslutninger på deres børns vegne.


Læs mere i Tandlægebladet nr. 6, 2006.

 

Kontakt
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30
TandlægeforeningenAmaliegade 171256 København KTelefon 70 25 77 11Fax 70 25 16 37info@tandlaegeforeningen.dk