Tandlægeforeningen
OversigtMeld dig indKontaktSupport

Professor modtager sundhedspris

Professor modtager sundhedspris (Årskursus 2007)
09. marts 2007


Dansk Tandlægeforenings Sundhedspris 2007 går til professor, dr.odont. Palle Holmstrup fra Tandlægeskolen i København. Prisen uddeles hvert år til en person eller gruppe af personer, der har gjort en særlig indsats for at styrke sundheden på tandplejeområdet.

Palle Holmstrup modtager tandlægeforeningens pris for sit mangeårige ihærdige arbejde med at sætte danskernes tandsundhed på den politiske dagsorden. Frem for alt har Palle Holmstrup ydet en stor og utrættelig indsats for den gruppe af patienter, som lider af den særligt aggressive form for paradentose. En sygdom, der rammer patienter helt uforskyldt – også selvom de altid har passet godt på deres tænder.

Palle Holmstrups store forskningsinteresse er sammenhængen mellem orale og almene sundheds- og sygdomsforhold, og spørgsmålet om brugerbetaling på sundhedsområdet er en debat, Palle Holmstrup gerne – og ofte – deltager i. Han har siden 1988 været professor i parodontologi på Tandlægeskolen i København. Palle Holmstrup har desuden været ansat på Rigshospitalets afdeling for tand-, mund- og kæbesygdomme i ti år og undervist tandlægestuderende siden 1971 i både ind- og udland. Foruden selv at have udarbejdet adskillige nationale og internationale publikationer udgør Palle Holmstrup i dag en del af Tandlægebladets fagvidenskabelige redaktion.

Med Sundhedsprisen 2007 følger et gavekort på 10.000 kr. til Galleri Gl. Lejre, for ud over sit store engagement i danskernes tandsundhed er Palle Holmstrup meget kunstinteresseret.

Dansk Tandlægeforenings formand, Susanne Andersen, stod for prisoverrækkelsen, der fandt sted i forbindelse med åbningen af Dansk Tandlægeforenings Årskursus 2007 i Bella Center. Årskursus er tandplejens største efteruddannelsesarrangement, der hvert år løber over tre dage og samler alle faggrupper inden for tandplejen.

Fotos fra prisoverrækkelsen kan frit downloades fra TDLNET.

 

Kontakt
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30
TandlægeforeningenAmaliegade 171256 København KTelefon 70 25 77 11Fax 70 25 16 37info@tandlaegeforeningen.dk