Jobsucces for nydanskere på tandklinikker 04. april 2007
Det er en myte, at nydanske tandlæger ikke kan få foden indenfor på de danske tandklinikker. I hvert fald viser en rundringning, som Tandlægebladet har foretaget til 20 nyuddannede tandlæger med anden etnisk baggrund end dansk, at langt de fleste har fået arbejde.
16 ud af de 20 kandidater har fået job på en tandklinik, to har ikke forsøgt, og kun to har prøvet uden held. Flertallet af de adspurgte er dog enige om, at man er nødt til at kæmpe lidt ekstra for et job, når man har et fremmedklingende navn. Man må fx være lidt mere åben for en kliniks geografiske beliggenhed, og det er nok en god ide at møde op og aflevere ansøgningen personligt, vurderer flere. Men det er bestemt ikke umuligt, lyder det.
- Når tandlægerne nogle gange har betænkeligheder ved at ansætte os, tror jeg faktisk ikke, det handler om diskrimination fra deres side. Det er nærmere usikkerhed omkring, hvad patienterne vil sige, udtaler Maryam Hamidzadeh, som er en af dem, Tandlægebladet har talt med.
Heldigvis er de fleste af undersøgelsens deltagere blevet rigtig godt modtaget af patienterne. Flere har endda oplevet det som en fordel at have en anden etnisk baggrund, da det kan lette kommunikationen til nydanskere blandt patienterne.
At de nyuddannede tandlæger er blevet godt modtaget på tandklinikkerne overrasker ikke Foreningen Nydanskers direktør, Torben Møller-Hansen. Det er generelt blevet lettere for nydanskere at få job, men mange af dem er også vokset op i Danmark, så forskellene er ikke så store – hvis de overhovedet eksisterer, siger han til Tandlægebladet.
De 20 nydanske tandlæger, der har deltaget i Tandlægebladets undersøgelse, blev alle færdige i 2005 eller 2006 fra en af Danmarks to tandlægeskoler, der ligger i Århus og København.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 5, 2007 eller på www.tandlaegebladet.dk.