Hver femte lider af dårlig ånde 27. marts 2006
Dårlig ånde udgør et problem for en femtedel af de nye patienter, der møder op på Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere (SKT) i Århus. For størstedelen er løsningen heldigvis både nem og billig.
Hvem kender ikke til at have en ubændig trang til en tandbørstning eller et stykke tyggegummi for at få bugt med en dårlig smag i munden? Det kan være enormt ubehageligt – ikke kun på grund af selve smagen, men også den pinlige følelse af, at man generer sidemanden, hver gang man puster ud.
En velkendt situation for de fleste, men nogle oplever den langt hyppigere end andre. En ny undersøgelse foretaget blandt 300 nye patienter på SKT i Århus viser, at 20 procent lider af dårlig ånde. Og her tænkes ikke på den ubehagelige smag, alle vågner med om morgenen. Der er tale om et egentligt problem, der kan udvikle sig til at få afgørende psykiske konsekvenser.
- Dårlig ånde kan være enormt ødelæggende for folks selvværd. Bevidstheden om, at man lugter ud af munden, får selvtilliden til at dale, ligesom man holder sig tilbage og undgår for nær kontakt med andre. Den sociale isolation kan også ske for dem, der ikke selv er klar over, at de lugter ud af munden, idet venner, kolleger og andre kan føle sig så generet, at de trækker sig tilbage, fortæller ledende tandlæge Bo Danielsen, der har stået for undersøgelsen på SKT.
At hver femte af den undersøgte patientgruppe oplever gener med dårlig ånde betragter Bo Danielsen som en bemærkelsesværdig stor andel. Heldigvis er der for størstedelens vedkommende tale om en tilstand, der er nem at gøre noget ved.
- Tilstanden kan skyldes forskellige ting, men ofte er der bare tale om dårlig mundhygiejne med bakterier i tænder og tandkød og belægninger på tungen. Det kan almindelig grundig tandbørstning og børstning af tungen let få bugt med. Løsningen på et problem, der kan synes meget stort, er således i mange tilfælde ganske simpel. Den største udfordring er derfor ikke altid at få bugt med den dårlige ånde. Den er derimod at få folk til selv at opsøge hjælp eller at få andre til at overkomme det pinlige i at fortælle en ven, et familiemedlem eller en kollega, at de lugter ud af munden. Selvom det er svært, gør man jo faktisk folk en tjeneste, og når det tit er nemt at gøre noget ved problemet, vil det da være skørt ikke at gøre opmærksom på det, mener Bo Danielsen.
Problemer med dårlig ånde, og hvad tandklinikkerne kan gøre for at hjælpe patienterne, var et af emnerne på Dansk Tandlægeforenings Årskursus 2006.
Yderligere information kan fås ved henvendelse til:
Bo Danielsen, ledende tandlæge, Skolen for Klinikassistenter, Tandplejere og Kliniske Tandteknikere, Aarhus Universitet, tlf.: 89 42 40 00, bdaniel@skt.au.dk
Marie Brandt, kommunikationsmedarbejder, Dansk Tandlægeforening, tlf. 70 25 77 11, mbr@dtf-dk.dk