Tandlægeforeningen
OversigtMeld dig indKontaktSupport

Danskerne betaler mindre for tandpleje end svanskerne og tyskerne

Danskerne betaler mindre for tandpleje end svenskerne og tyskerne
01. april 2004


De færreste glæder sig til et besøg hos tandlægen, og det er ikke kun angsten for boret, der afskrækker. En tur i stolen hos en dansk tandlæge er nemlig også en temmelig dyr fornøjelse, mener mange. Nu viser en ny rapport fra den svenske konkurrencestyrelse imidlertid, at danskerne faktisk har færre udgifter til tandbehandling end vore naboer i både Tyskland og Sverige. Regner man på den gennemsnitlige årlige udgift til tandbehandling pr. indbygger i de tre lande, viser resultatet, at danskerne slipper billigere end patienterne i både Tyskland og Sverige, skriver Tandlægebladet.

Tallene stammer fra OECD og den svenske konkurrencestyrelse Konkurrensverket, og de dækker over den samlede reelle omkostning til tandbehandling pr. år pr. indbygger - dvs. det tal, der står på regningen efter en behandling hos tandlægen plus det man har betalt over skatten. I Danmark er den gennemsnitlige årlige udgift 954 kr. pr. indbygger, og i Sverige og Tyskland hhv. 1.145 kr. og 1.146 kr. årligt.

I Sverige er det offentlige tilskud til tandbehandling højere end i Danmark, og i Tyskland betaler man ind til en fælles forsikringsordning, der bl.a. indbefatter tandbehandling.

De nye tal kan ikke bruges til at konkludere, at behandlinger hos danske tandlæger er billigere end i vore to nabolande - bl.a. fordi det ikke fremgår, hvor mange behandlinger beboerne i de tre lande får for den årlige gennemsnitlige udgift. Fx er det muligt, at den høje danske egenbetaling på tandlægeregningen i Danmark afholder nogle fra at gå til tandlæge. Tal som Dansk Tandlægeforening har beregnet sidste år tyder omvendt ikke på, at danske tandbehandlinger gennemsnitligt skulle være dyrere end behandlinger i de andre nordiske lande.

Den 1. april i år træder en ny overenskomst mellem Dansk Tandlægeforening og Den Offentlige Sygesikring i kraft. Overenskomsten indebærer et krav til tandlægerne om at have en prisliste i venteværelset, hvor patienterne kan se til/fra-priser på udvalgte behandlinger.

 

Kontakt
Tandlægeforeningen
Amaliegade 17
1256 København K
Telefon: 70 25 77 11
Fax: 70 25 16 37
CVR: 21318418

Man-tors kl. 9.00-16.00
Fre kl. 9.00-15.30
TandlægeforeningenAmaliegade 171256 København KTelefon 70 25 77 11Fax 70 25 16 37info@tandlaegeforeningen.dk