Brugerbetaling på børnetandplejen ad bagdøren 23. februar 2005
Når børnene i den midtjyske kommune Egvad fremover skal til tandlæge, må deres forældre typisk tage fri fra arbejde for at transportere børnene til en tandklinik i nabokommunen Skjern – medmindre forældrene lader børnene behandle på en privat klinik, og selv betaler 35 pct. af regningen. ”Brugerbetaling ad bagdøren”, lyder kritikken af Egvad Kommunes udlicitering fra lokale tandlæger i det nye nummer af Tandlægebladet.
Egvad Kommune har, som den første kommune i landet, udnyttet muligheden for at udlicitere børnetandplejen, en mulighed der blev en realitet med ændringen af lov om tandpleje sidste år. Lokale tandlæger er kede af forløbet.
- Beklageligvis tyder det på at kommunalbestyrelsen i Egvad Kommune direkte har spekuleret i at gøre det kommunale tandplejetilbud så uattraktivt for kommunens borgere, at de fravælger dette og i stedet tilmelder sig fritvalgsordningen med 35 pct. egenbetaling, siger Henning Nyholm Jensen, der er formand for den lokale kreds, Ringkøbing-Viborg Amters Tandlægeforening, der omfatter både privatpraktiserende og kommunalt ansatte tandlæger.
Han og de lokale tandlæger mener ikke, at Egvad Kommune har givet dem en reel chance for at byde på tandplejen. Fra udbudsmaterialet blev offentliggjort i november sidste år, havde interesserede tandklinikker kun en måned til at give et tilbud.
- Det har givet helt urimelige vilkår for tandklinikker der kunne have været interesserede i at byde ind. De har simpelthen ikke haft mulighed for at få belyst hele det omfattende udbudsmateriale, og der har slet ikke været tid til at afdække forholdene omkring ansvar og økonomi, siger Henning Nyholm Jensen. Før 1. februar i år, hvor udliciteringen trådte i kraft, var Egvad en såkaldt praksis-kommune, hvor kommunen ikke havde sine egne tandklinikker men i stedet betalte privatpraktiserende tandlæger for at behandle kommunens børn.
|